De stærkeste børn får også de stærkeste lærere
Jo flere ressourcer børnenes familier har, jo bedre lærere vil de typisk møde på deres skole - her første skoledag på Kildedamsskolen i Tølløse i Holbæk Kommune i morges.
Foto: Claus Bech, Ritzau Scanpix

De stærkeste børn får også de stærkeste lærere

De lærere, som har klaret sig bedst under uddannelsen og i arbejdslivet, underviser oftest på skoler med børn af højtuddannede, viser forskning.
10. AUG 2020 10.10

Børn af forældre med lange uddannelser bliver oftere undervist af de lærere i folkeskolen, der selv har klaret sig bedst igennem deres uddannelse og arbejdsliv som lærere.

Det viser et nyt studie fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, Københavns Universitet og Trygfondens Børneforskningscenter.

Forskerne har set på lærernes karakterer under deres uddannelse, og om de har haft stabile ansættelsesforhold. Det har man sammenholdt med børnenes testresultater i nationale test og deres baggrundskarakteristika, blandt andet længden af forældrenes uddannelse.

Stærk sammenhæng

Resultatet viser en stærk sammenhæng mellem de gennemsnitlige karakteristika for lærere og børn på danske skoler.

60 pct. af børn på skoler, der ligger i den nederste fjerdedel, når man ser på ressourcerne i lærerværelset, har forældre uden en videregående uddannelse. Derimod fylder børn med forældre uden en videregående uddannelse kun 15 pct. på skoler i den fjerdedel, hvor lærerne har den stærkeste baggrund.

Resultaterne viser, at børn med de bedste forudsætninger, alt andet lige, får de bedste betingelser for at udvikle sig i den danske folkeskole, konkluderer forskerne.

De stærke løftes mest

- Den direkte konsekvens er, at på første skoledag er der forskel på den kvalitet, som børnene møder. Det er ikke bare forskelle, der er drevet af, hvem et barn kommer til at gå i klasse med, men også hvilke lærere de får, siger seniorforsker og medforfatter Rasmus Landersø til Information.

- Det er forskelle, som i virkeligheden er til fordel for dem, der har flest ressourcer. Så dem, der har meget i forvejen, er dem, der bliver løftet mest, siger han.

Professor i pædagogik på Aarhus Universitet, Per Fibæk Laursen, kalder i avisen forskernes konklusion både overraskende og bekymrende. Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal peger på, at skoler med mange fagligt svage elever ofte har svært ved at rekruttere lærere med høje kvalifikationer.

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev