
Regionsrådsmedlem siden KV17 og byrådsmedlem i Kerteminde Michael Nielsen er af repræsentanter fra partiets vælgerforeninger i Syddanmark valgt som spidskandidat for De Konservative til KV25, oplyser Fyens Stiftstidende.
Han afløser dermed regionsrådsmedlem Morten Weiss-Pedersen, som har været partiets regionale frontfigur siden KV17 og til DK Nyt oplyser, at det var ham, der opfordrede Michael Nielsen til at stille op.
Partiet gik ved KV21 frem fra to til tre ud af de 41 pladser. Weiss-Pedersens stemmetal gik fra 3.823 ved KV17 til 2.950 sidste gang.
De Konservative mener i øvrigt, at med Stephanie Loses (V) afgang fra regionen til fordel for en ministerpost er spillet om formandsposten i regionsrådet helt åbent. Med andre ord, at Michael Nielsen er i spil til den post.
I Tønder har Venstre-spidsen fra KV21, Martin Iversen, meldt sig klar igen, oplyser JydskeVestkysten. Iversen blev spids efter en større lokal fløjkrig, hvor han i en tæt afstemning slog daværende borgmester Henrik Frandsen, som nogle måneder senere dannede Tønder Listen, der vandt KV21 stort. Venstre, der ved KV17 havde fået 15, fik nu kun seks ud af 31 pladser.
Mens Henrik Frandsen blev valgt til Folketinget for Moderaterne, og Jørgen Popp-Petersen (Slesvigsk Parti) blev borgmester, blev Martin Iversen viceborgmester, og han siger nu til avisen om at blive genvalgt som V-spids, at "jeg bliver ikke sur, hvis der kommer en anden med andre kompetencer. Jeg ville i givet fald ikke gå i vrede. Jeg kan let få tiden til at gå med andet, hvis det ikke bliver mig".
På Bornholm er Martin Kelleher-Petersen spidskandidat for Alternativet, oplyser TV2 Bornholm i anledning af partiets ti års jubilæum. Han har afløst spidsen fra KV21, Caroline Meyer White. Partiet har ingen valgt ind for tiden, og mistede ved KV21 sin plads i kommunalbestyrelsen, som Anne Thomas sad på fra 2017-2019.
Hun fik et kanonvalg ved KV17 med fjerdeflest personlige stemmer - 1.049 - og forlod altså byrådet igen to år efter. Nu er hun i spil i forhold til byrådet igen - men i et nyt parti: Socialdemokratiet, som endnu ikke har besluttet sig for, hvem der skal efterfølge daværende borgmester Thomas Thors som spids.
Anne Thomas stiller op til at være spids sammen med tre andre, blandt andre Maria Hach, der ligesom Anne Thomas - dog kun kortvarigt - har været Alternativets bornholmske frontfigur, før hun meldte sig ind i Socialdemokratiet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.