Siden 2022 har en dansk lov gjort det særskilt ulovligt at misbruge andres identitet ved eksempelvis at bruge en andens navn, cpr-nummer eller billede.
Men sagerne kan være svære at efterforske, og langt størstedelen bliver henlagt.
Det viser en evaluering af kriminaliseringen af identitetsmisbrug, som Rigsadvokaten har sendt til Folketingets Retsudvalg.
I 2023 blev der anmeldt 1.259 sager om identitetsmisbrug, hvoraf 1.026 blev henlagt. Det svarer til mere end otte ud af ti sager.
Nogenlunde samme billede sås i 2024 - faktisk lidt flere henlæggelser - samt i første halvdel af 2025.
Det kan ikke ses i tallene, hvorfor så mange sager bliver henlagt, men de regionale statsadvokater og politikredsene peger generelt på, at efterforskningen af sagerne er vanskelig.
SF kræver handling
Der er ikke mange efterforskningsskridt at forfølge på grund af manglende eller ingen oplysninger om gerningspersonen, lyder det i evalueringen.
SF's retsordfører, Karina Lorentzen, vil have undersøgt, hvorfor sagerne bliver henlagt.
- Jeg vil opfordre til, at man får kortlagt årsagerne til henlæggelserne og får lavet en top ti over de lande, hvorfra id-tyveri er mest forekommende. Og så skal vi indlede et samarbejde med de pågældende lande, så vi får fat om det her.
- Det nytter ikke, at vi sidder og ynker os over, at vi ikke kan gøre noget. Det gælder både i disse sager og i andre sager om økonomisk kriminalitet. Tiden er kommet til at handle, siger hun.
Det var 1. april 2022, at identitetsmisbrug fik sin egen paragraf i straffeloven - paragraf 264 e. I den hedder det, at identitetsmisbrug kan straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder.
Rigsadvokaten påpeger i evalueringen, at der i mange sager om identitetstyveri også rejses tiltale for eksempelvis bedrageri, databedrageri, blufærdighedskrænkelse eller stalking.
Derfor er det et fåtal af sager, hvor der alene er straffet for identitetsmisbrug.
- Halvdelen af de udstukne bøder er mindre end de 10.000 kroner (som det var tilsigtet, red.). Så vi står både med en slap håndhævelse af området, men også af bøder, der ikke indgyder respekt for noget som helst, siger Karina Lorentzen.
- Det er på alle måder trist og svært for ofrene, tilføjer hun.
Identitetsmisbrug fik egen paragraf i 2022
Siden 1. april 2022 har identitetsmisbrug haft en særskilt bestemmelse i straffeloven.
- Identitetsmisbrug straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder.
- Det gælder den, der uberettiget "anvender oplysninger om en anden person, herunder cpr-nummer, navn og billede, til på utilbørlig vis at udgive sig for at være denne person."
- Det gælder også den, der "videregiver materiale, herunder seksuelt materiale, hvor der er gjort brug af oplysninger om en anden person, herunder cpr-nummer, navn og billede, til på utilbørlig vis at manipulere denne persons fremtræden."
- Bestemmelsen gør det også strafbart uberettiget at fremstille seksuelt materiale, hvor man har misbrugt en anden persons oplysninger.
Kilde: Straffeloven
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











