Danmark har det seneste år ikke formået at forbedre sin konkurrencedygtighed. På den nye rangliste fra World Economic Forum over verdens mest konkurrencedygtige økonomier er Danmark som året før placeret på 12.-pladsen. Sverige, Finland og Norge ligger alle højere.
- Nummer 12 i verden er ikke skidt, men det er en udsat position, siger seniorspecialist Stig Yding Sørensen fra Teknologisk Institut, der er World Economic Forums danske partner.
- Lande med høj konkurrenceevne er attraktive at handle med, så dybest set handler rapporten om landenes muligheder for at skabe vækst og velstand for sine borgere. Her ligger alle de lande, vi helst vil sammenligne os med, foran Danmark, tilføjer han.
Schweiz er for niende gang i træk nummer 1, viser Global Competitiveness Report 2017-18, der blev offentliggjort tirsdag. World Economic Forum benytter anledningen til at revse politiske ledere rundt om i verden for at køre videre i samme spor.
- Ti år efter den globale finanskrise er udsigterne for et vedvarende økonomisk opsving fortsat usikre, på grund af et omfattende svigt fra ledere og politiske beslutningstagere om at indføre reformer, der er nødvendige for at understøtte konkurrenceevnen, hedder det i rapportens forord.
Placeringerne på ranglisten er baseret på en lang række indikatorer, som World Economic Forum bruger til at bestemme et lands konkurrenceevne. I alt har 137 lande været under luppen.
Danmark scorer højest på underindekset 'højere uddannelse og læring' med en sjetteplads. Derimod havner Danmark på 21.-pladsen i blandt andet kategorierne 'infrastruktur' og 'sundhed og grunduddannelse'.
Rapporten fra World Economic Forum inkluderer også for hvert land en liste over de 'mest problematiske faktorer for at gøre forretning'. Her udgør skat langt det største problem. Skattesatser vægter med 20,5 pct. efterfulgt af skatteregler med 13,3 pct. Kategorier som kriminalitet, inflation, dårlig befolkningssundhed og korruption fylder derimod uendeligt lidt.
Ritzau
Ranglisten
Her de 15 bedst placerede. I parentes forrige års placering.
1. Schweiz (1).
2. USA (3).
3. Singapore (2).
4. Holland (4).
5. Tyskland (5).
6. Hongkong (9).
7. Sverige (6).
8. Storbritannien (7).
9. Japan (8).
10. Finland (10).
11. Norge (11).
12. Danmark (12).
13. New Zealand (13).
14. Canada (15).
15. Taiwan (14).
Kilde: Global Competitiveness Report 2017-2018 fra World Economic Forum.
Danmarks problem-faktorer
Procentsatsen angiver, hvor meget hver faktor vægter.
20,5 pct. Skattesatser
13,3 pct. Skatteregler
10,9 pct. Ineffektivt statsbureaukrati
10.3 pct. Restriktive arbejdsmarkedslove
9,5 pct. Utilstrækkeligt uddannet arbejdsstyrke
9,3 pct. Adgang til finansiering
6,0 pct. Dårlig arbejdsmoral
5,1 pct. Utilstrækkelig infrastruktur
3,1 pct. Politisk ustabilitet
1,8 pct. Kriminalitet og tyveri
0,9 pct. Inflation
0,8 pct. Dårlig folkesundhed
0,5 pct. Korruption
0,3 pct. Regler for udenlandsk valuta
Kilde: Global Competitiveness Report 2017-2018 fra World Economic Forum.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.