
OPDATERET: Danmark og de øvrige Østersølande forpligter sig til en ambition om at ville syvdoble mængden af strøm fra havvind i Østersøen frem mod 2030. Det fremgår af en erklæring "The Marienborg Declaration", som bliver præsenteret tirsdag på Marienborg, statsminister Mette Frederiksens (S) embedsbolig.
- Vi deler et stort potentiale for offshorevind. Så længe vi er afhængige af fossile brændstoffer, er vi sårbare, siger Mette Frederiksen på pressemødet.
Den grønne strøm, som altså kommer fra havvind, skal på sigt gøre, at landene i regionen omkring Østersøen bliver uafhængige af russisk gas. Samtidig skal det give en positiv effekt for klimaet.
- Som lande, der ligger ved Østersøen, er vi på energiområdet klar til at svare på Ruslands aggression, fremgår det af erklæringen.
- Vi er stålsatte på at styrke vores samarbejde om energi og vores modstandsdygtighed, der kan bakke op om vores indsats med at udfase vores afhængighed af russiske fossile brændstoffer så hurtigt som muligt, samtidig med at vi bidrager til klimaneutralitet i EU, står der.
Enige om potentiale
Landene er blevet enige om, at kapaciteten af havvind skal syvdobles fra det nuværende niveau på 2,8 GW i Østersøen til mindst 19,6 GW i 2030. Østersølandene anerkender desuden i erklæringen, at potentialet for såkaldt offshorevind i Østersøen er på op til 93 GW i 2050. Det har EU-Kommissionen tidligere vurderet.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fremhæver ved pressemødet, at Rusland har fået skruet prisen på gas ekstremt meget i vejret, efter at de vestlige lande har indført sanktioner mod russerne.
- Putins forsøg på at afpresse os med fossile brændstoffer slår fejl, siger hun med henvisning til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Ruslands invasion af Ukraine i februar har medført, at landene omkring Østersøen ønsker at gøre sig fri af den russiske gas. Foruden Danmark er regeringslederne fra Tyskland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Sverige og Finland medunderskrivere af erklæringen.
Tirsdagens topmøde på Marienborg kommer få måneder efter et tilsvarende i Esbjerg. I det deltog Danmark, Tyskland, Holland og Belgien. Her blev landene enige om et mål om at tidoble kapaciteten for havvind i Nordsøen til 150 GW frem mod 2050.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.