RINGSTED: Danish Crown lukker sit slagteri i Ringsted i midten af september, oplyser slagterikoncernen.
Det vil ifølge Danish Crown medføre, at knap 1.200 stillinger bliver nedlagt. Samtidig vil det betyde, at der vil blive skabt op mod 300 nye stillinger i Horsens, Herning, Vejen og Blans ved Sønderborg, lyder det.
Topchef i Danish Crown Jais Valeur kalder det en "tung beslutning" at lukke slagteriet i Ringsted. Men han mener samtidig, at det er nødvendigt.
- Vi har forsøgt at komme foran kurven. At tage et drastisk greb og ikke bare tilpasse kapaciteten til det, vi ser her og nu, men se fremad og sige, at det, der skal til rent omkostningsmæssigt, er en lukning af Ringsted, siger han.
Det betyder ifølge topchefen, at Danish Crown ikke forventer at skulle lave flere "tilpasninger".
Beslutningen om at lukke slagteriet i Ringsted vil frigøre cirka en kvart milliard kroner.
Effektivitet udfordret
Ifølge Danish Crown er beslutningen om at lukke slagteriet i Ringsted taget som en konsekvens af, at der er blevet slagtet færre grise i løbet af de seneste to år. Det har udfordret effektiviteten på koncernens danske slagterier, lyder det.
I årsregnskabet 2022/2023, som blev offentliggjort i november 2023, var det tydeligt, at koncernen var udfordret på økonomien. Indtjeningen var faldet fra knap 2,2 milliarder kroner til knap 1,5 milliarder kroner. Det på trods af, at omsætningen i samme periode var steget fem procent.
I løbet af 2023 lukkede Danish Crown et slagteri i Sæby, hvilket kostede flere hundrede ansatte jobbet.
Ifølge Danish Crowns regnskab faldt griseproduktionen i Danmark med 17 procent fra 2021/2022 til 2022/2023. I samme periode faldt den gennemsnitlige produktion af slagtegrise i EU med 7 procent. Nedgangen i antallet af slagtegrise har betydet, at slagtekapaciteten har været for stor.
Danish Crown forventer, at der vil være arbejde til de medarbejdere, som er klar til at tage et job på et af koncernens fire jyske slagterier.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.