Selvom flere og flere danskere bliver testet for covid-19, falder antallet af smittede fortsat.
Siden søndag er 27 nye bekræftet positive, viser dagens opgørelse fra Statens Serum Institut. Det er det laveste antal på et døgn siden midten af marts.
Samtidig er antallet af indlæggelser med coronasmitte steget med én fra søndag til mandag. Samlet er 116 indlagt, heraf 20 på intensiv og 16 i respirator.
At tallet stiger lidt mandag, har været tilfældet i flere uger. Det afspejler, at færre patienter udskrives i weekenden, og da tallene indsamles om morgenen, ses et fald i antal indlæggelser typisk først i tirsdags-tallene.
Hovedstadsområdet er stadig værst belastet af covid-19, men der er godt nyt for Brøndby. Efter at kommunen det meste af sidste uge havde suverænt flest nye tilfælde af smittede i forhold til indbyggertal, er Brøndby igen på niveau med nabokommunerne.
Den sidste uge er det Helsingør og Glostrup, der har haft flest smittede pr. 100.000 indbyggere.
38 kommuner har ikke haft nogen smittede den sidste uge. Det lyder jo godt, men er faktisk en lille tilbagegang siden i går, da 40 kommuner var uden nye tilfælde. Blandt andet har de fleste nordjyske kommuner nu igen smittede borgere.
Langt de fleste patienter er indlagt på sygehuse i Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Til gengæld har for eksempel Region Syddanmark de seneste dage slet ikke nogen patienter indlagt på intensiv.