
Mens butikkerne over en bred kam har klaret sig godt gennem corona-restriktionerne, så viser en undersøgelse fra Realdania, at restriktionerne skubber til en strukturforandring, der på længere sigt truer butikslivet.
Undersøgelsen har fra foråret 2020 til november 2021 set på omkring 3.000 butikker i otte byer: Helsingør, Svendborg, Randers, Rønne, Horsens, Vejen, Thisted og Nakskov.
Forandringerne i butikslivets struktur er ikke nye, men tendenserne er blevet forstærket under corona-restriktionerne, og det er alle forandringer, der truer de traditionelle, centralt beliggende handelsgader, siger projektchef i Realdanina, Ditte Marquard Jessen:
- Ikke alene handler vi mere på internettet. Vi bevæger os også længere og længere for at få en god indkøbsoplevelse, fx. i et butikscenter. Det er ikke unormalt, at en handelsby kan tabe omsætning til et butikscenter, der ligger mere end 50 kilomer væk. Oveni skal man lægge den interne konkurrence i den enkelte handelsby mellem centrum og aflastningscentre og mellem specialbutikker og varehuse, siger hun.
Kreativitet gennem krisen
Ser man bort fra strukturforandringerne, så har butikkerne klaret sig bedre end frygtet, da landet lukkede ned i foråret 2020. Undersøgelsen viser, at der samlet set er nogenlunde det samme antal butikker i de otte byer, som der var før coronaen. Nogle brancher har haft det svært, mens andre er kommet styrket gennem pandemien, siger projektchef og partner i Urland Aps, Christian Anchermann, der har lavet undersøgelsen for Realdania:
- Kreativiteten og iværksætterånden har været stor, og de mange og til tider pludselige restriktioner har ikke været nok til at holde de butiksdrivende tilbage, når det kommer til spændende og innovative tiltag. Ifølge formændene for handelsstandsforeningerne er de butiksdrivende i større eller mindre grad blevet modstandsdygtige over for nye restriktioner, og de nye og uventede udfordringer har klædt dem godt på til at håndtere andre problemstillinger i handelsbyerne, fx. internethandel.
Det er dog ikke alle butikstyper, der har klaret sig lige godt. Mens gør-det-selv- og outdoorbutikker ligger over det normale indeks, halter tøjbutikker, skønhedsklinikker og restauranter bagefter, blandt andet på grund af markant større udskiftning i ejerkreds og blandt personale.
Bylivet støtter butikkerne
Fra repræsentanter fra de lokale handelsstandsforeninger ved Realdania, at de såkaldte bylivsskabende funktioner er vigtige for at understøtte butikslivet i bymidten. Det kan være kulturhuse, biblioteker, legepladser og rekreative byrum, siger projektchet Ditte Marquard Jessen:
- Vi ved også, at stærke, lokale samarbejder mellem butiksdrivende, ejendomsejere, borgere og kommunen kan accellerere en positiv udvikling i de traditionelle handelsgader. Vi håber, at undersøgelsens resultater på samme vis giver viden til kommunen, handelsstandsforeninger og andre aktører, som arbejder med livet i bymidterne.
- Undersøgelsen er udført af Urland i samarbejde med Institut for Centerplanlægning.
- Data fra åbningsforholdene er registreret fire gange i perioden maj 2020 til november 2021 og er sammenholdt med interviews med formænd for handelsstandsforeninger og citychefer.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.