
Syv byrådspolitikere blev 7. september udpeget af netmediet Zetland til at have udvist sympati med den kontroversielle tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan.
Det drejer sig blandt andet om de fire socialdemokratiske byrådsmedlemmer Neslihan Diksan (Furesø), Mustafa Kellegöz (Silkeborg), Niclas Turan Kandemir (Odense), Musa Kekec (Ballerup).
Ligeledes kan man læse, at Ishøj-politikeren Sayit Ahmet Özkan, der for nyligt meldte sig ud af Socialdemokratiet, også har sympatiseret med Erdogan.
Derudover peger artiklen på venstrepolitikeren Ali Ünsal, som både sidder i byrådet i Køge samt i regionsrådet i Region Sjælland.
Også borgmesterkandidaten for De Radikale i Holbæk Emrah Tuncer viser sig at have været med til at sprede et positivt budskab om Erdogan.
dknyt samler her op på, hvad konsekvenserne for de syv byrådsmedlemmer er ind til videre.
Det skal understreges, at de syv byrådsmedlemmer ikke har brudt loven. Vi har både ytrings- og forsamlingsfrihed i Danmark.
Løsgænger i Silkeborg
11. september måtte Mustafa Kellegöz skifte sit profilbillede på Facebook. Tidligere poserede han nemlig med den tidligere S-formand Helle Thorning-Schmidt. Men efter det er kommet frem, at han på Facebook har liket flere opslag, som promoverer budskaber fra Tyrkiets ultranationalistiske fløj, har han valgt at trække sig fra Socialdemokratiet. Og derfor kan man nu i toppen af Kellegöz’ facebookprofil nu se ham posere foran en flod.
På sin profil skriver han desuden følgende:
‘Lad mig gøre det klart, at jeg er ikke tilhænger af eller støtter nogle politiske bevægelser og partier i Tyrkiet – hverken regeringspartiet AKP, Nationalistiske bevægelser eller de Grå Ulve. Jeg har altid stået ved mit parti, Socialdemokraternes side, som jeg har gjort gennem de sidste 17 år. Jeg koncentrerer mig om dansk kommunalpolitik og kæmper for velfærden i Silkeborg. ‘
Men artiklen endte altså alligevel med at koste ham en plads i partiet, og han er nu løsgænger i byrådet i Silkeborg. Kellegöz sad i byrådet for Socialdemokratiet i 12 år.
Meldt ud efter utimatum
Neslihan Diksan sidder i byrådet i Furesø Kommune. Men i forgårs, 11. september meldte hun sig ud af Socialdemokratiet, efter artiklen hos Zetland viste, at hun blandt andet på Facebook har liket opslag af den højreekstreme politiske gruppe De Grå Ulve, som blandt andet står bag utallige mord på politiske modstandere til Erdogan.
Byrådsmedlemmet fik ganske simpelt et ultimatum af den lokale partiledelse, efter at hun i artiklen blev kædet sammen med den tyrkiske forening UETD, som ifølge mediet skulle være en forgrenet arm af regeringspartiet AK parti i Tyrkiet.
Det fik den lokale partiforenings bestyrelse til at stille Neslihan Diksan et ultimatum om at fratræde hendes post i bestyrelsen for UETD og melde dette ud på facebook på såvel dansk som tyrkisk, skriver Sjællandske.
I en pressemeddelelse skriver byrådsmedlemmet selv:
- Jeg undrer mig over, at bestyrelsen på baggrund af en artikel i Zetland om, hvad jeg har liket på Facebook, og mit medlemskab i en forening, kan anklage mig for at være anti-demokrat uden at undersøge de forskellige aspekter og fakta, skriver Neslihan Diksan og fortsætter:
- Som følge af partiforeningens forudindtagede tilgang til mit virke i det dansk-tyrkiske foreningsliv og blinde tro på sandhedsværdien i onlineavisen Zetlands påstande om UETD Danmarks relation til det tyrkiske regeringsparti, har jeg i dag meddelt partiforeningen, at jeg fra dags dato ikke længere ønsker at være medlem af Socialdemokratiet.
I den lokale partiforening har man dog ikke i sinde at ændre sin beslutning. Hvis Neslihan Diksan vil være i Socialdemokratiet, må hun melde sig ud af UETD og slå de offentligt op på Facebook. Formand Sabine Kirchmeier skriver følgende i en pressemeddelelse.
‘Der har i pressen været omtale af foreningen 'Unionen af Europæiske Tyrkiske Demokrater' ('UETD'), med oplysninger om at UETD skulle have tætte forbindelser til det tyrkiske regeringsparti AKP. I lyset af udviklingen i Tyrkiet har den socialdemokratiske partiforening i Furesø meddelt Neslihan Diksan, at et medlemskab af UETD ikke er foreneligt med Socialdemokratiets love. Demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed er vores grundværdier,’ lyder det fra Sabine Kirchmeier.
Sletter opslag
Mest tydelig i sin støtte er den odensianske socialdemokrat Niclas Turan Kandemir. Han har længe været meget ivrig i sin deling af politiske budskaber på Facebook. Og her lød det blandt andet i forbindelse med militærkuppet i Tyrkiet mod Erdogan til de dansk-tyrkiske sympatisører med Gülen-bevægelsen, som officielt stod bag militærkuppet således:
‘I kan gå ad helvede til, lad være med at stemme på mig ved næste kommunalvalg. Jeg vil hellere være uden for byrådet end at være valgt til byrådet med jeres stemmer. Landsforrædere, I burde skamme jer, men bare rolig, vi har allerede bemærket jeres aktiviteter i jeres private skoler.’
Opslaget er siden blevet slettet. I et nyt opslag på Facebook lyder det fra politikeren, at han var stærkt berørt af militærkuppet i sommeren 2016 i Tyrkiet. Derfor har han også valgt at slette opslaget med henvisning til at ‘de er blevet mistolket og misforstået.’ Han fortsætter:
‘Jeg vil gerne slå helt fast, at jeg er socialdemokrat. Jeg har været medlem af Socialdemokratiet siden 1999. Jeg er demokrat og tager afstand fra alle antidemokratiske tiltag i Tyrkiet eller andre steder, uanset om de kommer fra Erdogan eller andre.’
Det er ikke første gang, byrådsmedlemmet er i vælten på grund af sine opslag og aktiviteter omkring tyrkisk indenrigspolitik. For under to år siden mødtes han med De Grå Ulves lokalafdeling i Odense, hvilket gav ham en del presseomtale. Politikeren afviser dog at være tilhænger af Erdogan.
Hos den odensianske opposition melder venstrepolitikeren Bo Liebergren ud over for Fyens.dk, at han forventer, at Socialdemokratiet nu ekskluderer Niclas Turan Kandemir. Men det ønsker formanden for den lokale partiforening Mads Søndergaard Thomsen ikke:
- Vi havde allerede i sommeren 2016 en snak med Niclas om det her, og vi er ikke i tvivl om, at han er socialdemokrat. Han er et dygtigt og loyalt partimedlem. Vi fører ikke hverken dansk udenrigspolitik eller tyrkisk indenrigspolitik i byrådet i Odense. Vi løser kommunalpolitiske opgaver, og de opgaver løser han til fulde, siger Mads Søndergaard Thomsen til Fyens.dk.
Borgmesterkandidat: Ikke med vilje
Hos De Radikale er det borgmesterkandidaten Emrah Tuncer, som i flere tilfælde har liket indhold, der promoverer Erdogans politiske linje. Tuncer har tidligere siddet i Folketinget for partiet, men er nu opstillet i Holbæk, hvor han også sidder i byrådet.
Ifølge Zetland blev Emrah Tuncer så sent som august konfronteret af den socialdemokratiske folketingspolitiker Lars Aslan Rasmussen, som selv har tyrkiske rødder. Aslan Rasmussen ville vide, om Tuncer var tilhænger af Erdogan. Det nægtede han imidlertid at svare på.
Over for Zetland afviser Tuncer dog, at han skulle være tilhænger af Erdogan. Han skriver i en mail, at hans Facebook-væg har mange opslag fra tyrkiske venner og medier, og at hvis han har liket opslag, som taler positivt om Erdogan, er der tale om et tilfælde. ‘Det er jeg ked af,’ slutter han.
Besøgte De Grå Ulve
Ali Ünsal er valgt ind i byrådet for Venstre i Køge Kommune og er samtidig regionsrådsmedlem for partiet i Region Sjælland. Men for halvandet år siden var han også på besøg hos den højreekstreme bevægelse De Grå Ulve, som blandt andet har stået bag en række politisk motiverede mord. Besøget foregik i januar 2016. Han har samtidig liket flere aktiviteter på Facebook, som promoverer De Grå Ulve og det tyrkiske nationalistparti MHP, som De Grå Ulve er tæt forbundet med.
Ali Ünsals besøg hos De Grå Ulve i København skyldtes ifølge politikeren selv, at en ven fra Tyrkiet bad ham om at køre sig derud, skriver Zetland.
Zionister, heksejagt og sympati
Kontroversiel er byrådspolitikeren, der ind til for nylig var socialdemokrat, Sayit Ahmet Özkan også blevet over de sidste par måneder.
I begyndelsen af august måtte han trække sig fra partiet og blive løsgænger i Ishøj, efter at han her på dknyt havde påstået, at zionister i virkeligheden har skabt terrorgruppen Islamisk Stat. Han genopstiller ikke til næste valg.
I denne sags tilfælde har politikeren på sin facebook-profil liket to partier i hele verden: Socialdemokratiet og Erdogans konservative og islamistiske parti AKP. Samtidigt har Özkan været formand for den danske afdeling af foreningen UETD, Unionen af Europæiske Tyrkiske Demokrater. Foreningen oplyser over for Zetland, at at de er partipolitisk uafhængige og ikke er organisatorisk forbundet med det tyrkiske regeringsparti, AKP, men de sympatiserer med partiet.
På sin Facebook-profil har Özkan ikke reageret synderligt på beskyldningerne, men dog skrevet om udmeldingen fra partiet af Neslihan Diksan, at der er tale om socialdemokratisk heksejagt.
Ingen reaktion
Som den eneste har byrådsmedlemmet for Socialdemokratiet i Ballerup, Musa, Kekec, valgt ikke at reagere på artiklen. Det understreges dog også af journalisten fra Zetland, at han ikke har fundet oplysninger, der peger på, at Musa Kekec er tilhænger af Erdogan.
Alligevel bliver han koblet på organisationen YTB, der hører direkte under det tyrkiske premierministerium. Han omtales stadig som Danmarks repræsentant i foreningen.
Selv har han udtalt til Zetland, at der er tale om en formel rolle, og at han ikke var klar over sammenhængen mellem den tyrkiske regering og foreningen YTB, der desuden med at forbedre integration og uddannelsesforhold for folk med tyrkisk baggrund i Europa.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.