
Herning er en af de kommuner, der under alle omstændigheder nu skal skifte borgmester - i første omgang når Dorte West (V) til august afløser Lars Krarup, der har haft posten siden 2007. Venstre har her det eftertrykkeligt absolutte flertal med 19 ud af 31 pladser. Et flertal, de færreste tror, kan holde på det niveau, når den populære borgmester stopper.
Nu melder veteranen Johs. Poulsen (R), der har siddet i byrådet siden 1982 og dermed har Hernings højeste anciennitet, sig blandt bejlerne til borgmesterposten, oplyser han selv på Facebook. Han havde overvejet, om 40 år var nok, men Krarups exit frister tydeligvis.
R-bestyrelsen har enstemmigt peget på Johs. Poulsen, der er ene radikale i byrådet og formand for Kultur- og Fritidsudvalget, som spids igen. I forvejen er Dorte West Venstres kandidat, mens Tommy Tønning for anden gang er S-spids.
I Lyngby-Taarbæk er der ny spids hos LA, Thomas Frederiksen, oplyser 180grader. Han afløser på den plads Anne Jeremiassen og var selv nummer to på listen ved KV17, hvor partiet ikke kom ind.
Det gjorde LA heller ikke i Sønderborg, hvor den selvstændigt erhvervsdrivende Marius Smoc ifølge SønderborgNyt nu stiller op. Ved KV17 var Sarah Maria Grønbæk spids. Partiet bakker op om Venstres spids, MF Ellen Trane Nørby.
I Høje-Taastrup er Ken Patrick Petersson, der er formand for FOA 1 i København, genvalgt som spids for Alternativet, oplyser sn.dk. Partiet, der ikke er i byrådet, har yderligere to kandidater.
I Holbæk er SF og EL netop gået i valgforbund, oplyser sn.dk. De to partier er indstillet på at udvide samarbejdskredsen med andre lister og partier, hvis de bl.a. vil støtte genvalg af borgmester Christina Kryzrosiak Hansen (S).
De to partier, der har henholdsvis en og to pladser i byrådet, var ved KV17 også i alliance med Alternativet, Retsforbundet og en lokal liste, Nyt Holbæk. Ingen af de tre kom ind.
I Skanderborg er der nu et valgforbund bestående af EL og ALT, oplyser Ugebladet Skanderborg. De to partier, der hver har en plads i byrådet, har i den alliance også taget Hanne Stender Damkjær, der er tidligere ALT-medlem og nu stiller op på sin egen liste, med. Ved KV17 var de to partier også sammen med S, SF og en lille lokal liste, Sammenholdet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.