
Budgetaftalerne vælter ind over DK Nyts spalter i disse uger.
Allerede i weekenden kunne vi beskrive et par af de mest spektakulære; dels aftalen i Fredericia, der blev lavet uden om borgmesteren, og den i Svendborg, hvor et kupforsøg gav bonus i den endelige aftale.
Anderledes roligt er det gået for sig i Faxe, Randers, Mariagerfjord, Assens, Greve, Rebild, Gladsaxe, Furesø, Haderslev og Holbæk.
I Silkeborg blev budgetforliget i sidste ende inklusive borgmesteren, efter at en tidligere aftale gik uden om hende.
Også budgetforligene i Langeland, Solrød, Allerød, Hørsholm, Brøndby, Herlev, Sorø, Odsherred og Aalborg har vi omtalt – sidstnævnte med en begmand til de borgerlige i form af en tabt rådmandspost. Se alle omtalte budgetter her.
Uden for de økonomiske forhandlingslokaler måtte en kulturudvalgsformand forlade posten, efter det kom frem, at hans svigersøn var blevet tildelt en forpagtningsaftale. En læge fik en fængselsdom for millionsvindel, og en anden er i retten, tiltalt for samme forbrydelse.
Også den udendørs ejendom står for skud, således er kommunale vejtræer i Odder fældet og stjålet, og kommunen varsler erstatningskrav.
Der er markante forskelle mellem kommunerne på, hvor mange elever der består 9. klasse. Og for de anbragte børn er beståelsesprocenten helt i bund.
På ledelsesgangene er der flere omrokeringer; Faxe har hentet sin nye kommunaldirektør i det nordjyske, Lejre fik (endnu) en vicekommunaldirektør, Ærø har skilt sig af med en direktør, mens Høje-Taastrup skal ud at finde én. Region Sjælland har fundet både sin nye direktør og rådsformand, mens det stadig går tumultarisk for sig i Moderaternes moderorganisation med fyringer af ansatte og et exit fra partisekretæren.
Udgiften til forsorgshjem kan blive urimeligt høje, mener man i Ringsted, der vil have reglerne lavet om. I Haderslev troede man, at et nyt it-system ville spare penge, men bøvl får kommunen til at vende retur til det gamle.
Vi slutter med en møgsag: Ud over det omstændelig at sende 24.000 tons jord fra Køge til Mors er der nu opstået uvished om, hvor forurenet jorden egentlig er. En sag som borgmesteren i den ene kommune vil have hegnet ind af strammere regler.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.