Kun halvdelen af kommunerne har børnegrupper eller andre tilbud til børn af psykisk syge forældre, viser kortlægning. Ensomheden kan få alvorlige følger for de omkring 80.000 børn i Danmark, der vokser op i familier med en psykisk syg mor eller far.
En kortlægning fra Psykiatrifonden viser, at under halvdelen af de 98 kommuner har børnegrupper, familieforløb eller andre tilbud, der støtter børn og unge i alderen fra 5 til 25 år med en psykisk syg forælder.
Og det efterlader alt for mange alene i en hverdag med bekymringer og ensomhed, siger psykiater og formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt:
- I kommuner uden et tilbud er børnene overladt til sig selv. De vokser op i hjem med en stemning præget af, at det vigtigste er, at mor og far har det godt. Det stresser børnene, og står det på i mange år, kan det få alvorlige følger.
- Hvis barnet ikke lærer, at den voksne er ramt af noget, det ikke kan gøre for, så får barnet skyldfølelse. Nogle bliver ensomme, og i værste fald risikerer børnene som voksne selv at blive psykisk syge, siger Anne Lindhardt.
Samtalegrupper
Esbjerg er blandt de kommuner, som ikke har noget tilbud. Men det vil byrådsmedlem Anne Marie Geisler (R) lave om på. Hendes far er psykisk syg, og hun har selv mærket, hvordan det sætter sit præg.
- Som barn er man evigt bekymret, og man kommer hurtigt til at sætte sine egne behov bagest. Samtidig er der en sorg over, at man ikke fik den mor eller far, man kunne have ønsket. Selv om de er der fysisk, så er de der ikke mentalt, siger Anne Marie Geisler.
Hun vil efter sommerferien stille forslag om, at der på næste års kommunebudget afsættes penge til, at der på alle folkeskoler oprettes samtalegrupper.
I Psykiatrifonden efterlyser formand Anne Lindhardt, at børnene får et retskrav på støtte. Det skal skrives ind i sundhedsloven, så der er sikkerhed for, at alle børn får et kvalificeret tilbud.
- Det gør ikke forældrene raske, men det vil betyde, at børnene får redskaber til at klare det.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.