dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Carsten Andreasen, Polfoto.

Brandes gamle bykonge melder fra til KV17

Preben Christensen har været borgmester både for Fremskridtspartiet og for Fælleslisten, som han selv stiftede, og han har oplevet, at 49,8 pct. af samtlige vælgere i den gamle Brande Kommune gav ham deres kryds. Efter 28 år stiller han ikke op ved KV17
5. APR 2016 13.28

IKAST-BRANDE: Den tidligere Brande-borgmester, nu viceborgmester i Ikast-Brande Kommune, Preben Christensen (Fællesliste), genopstiller ikke til næste kommunalvalg, har han ifølge lokale medier meddelt sit parti. Kombinationen af alder (69 år) og anciennitet (26 år) får ham til at sige fra.

Fælleslisten har fem medlemmer i det 23 mandater store byråd, og ved KV13 tegnede Preben Christensen sig ene mand for over halvdelen af listens stemmer. Ved KV09 sørgede han for to tredjedele og ved KV05 for næsten alle stemmer til Fælleslisten, så det bliver en udfordring for den at klare sig uden ham som stemmemagnet.

Det gælder så mere, da listen i forvejen har oplevet en nedadgående tendens fra KV09 til KV13. Beslutningen om at stoppe har da heller ikke været nem for Preben Christensen:

- Det er en svær beslutning, det må jeg sige, men den skal jo også komme på et tidspunkt, og så må der yngre kræfter til, og det tidspunkt er nu, siger han til TV MidtVest. Ifølge Herning Folkeblad har beslutningen da også taget nogen tid om at modnes.

- Men når man stiller op til et byråd og bliver valgt, så indgår man en kontrakt på fire år, og sådan en kontrakt skal overholdes. Ved slutningen af næste byrådsperiode er jeg 75 år, og så kan det være, at man hænger i bremserne. Derfor må det være slut nu, fastslog Preben Christensen på Fælleslistens generalforsamling mandag aften.

Noget af en arv at løfte
Han startede sin politiske karriere i daværende Brande Kommune ved KV89. Dengang stillede han op for Fremskridtspartiet, og otte år senere opnåede han at blive partiets første og eneste borgmester.

Ved KV01 var han brudt ud og havde stiftet Fælleslisten, som stormede ind i byrådet med intet mindre end 10 ud af 15 mandater. Preben Christensen tegnede sig personligt for 49,8 pct. af samtlige stemmer i hele den daværende Brande Kommune.

Efter kommunesammenlægningen mellem Brande, Ikast og Nr. Snede var toppunktet KV09, hvor næsten hver fjerde vælger i Ikast-Brande Kommune stemte personligt på Preben Christensen og sikrede Fælleslisten otte ud af dengang 25 byrådsmedlemmer.

Det bliver noget af en arv at løfte for listens nye spidskandidat. Ifølge lokale medier skulle vedkommende allerede være udset af Fælleslistens bestyrelse, men navnet endnu ikke afsløret.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/brandes-gamle-bykonge-melder-fra-til-kv17

GDPR