STRUER: Efter forliget får social- og sundhedsassistenten sin bortvisning annulleret. Hun får udbetalt løn for den tid, hvor hun uretmæssigt har været bortvist, og hun starter nu igen i hjemmeplejen i Struer kommune som social- og sundhedsassistent.
Retten i Holstebro fastslog i sin dom den 26. oktober 2011, at Milka Bilde Andersen var uskyldig i anklagerne om tyveri af nogle hundrede kroner fra en chokoladeæske, og at det var ulovligt, at pårørende - uden at skilte med det - havde sat TV-overvågning op på steder, der også fungerer som arbejdsplads for offentligt ansatte.
- Det har været nogle hårde måneder for hende, før hun blev renset - først af retten, og nu omsider også af Struer Kommune. Derfor er jeg først og fremmest glad på hendes vegne, siger forbundsformand Dennis Kristensen, FOA.
- Men jeg er også glad på de offentligt ansattes vegne. Dommen i sagen dokumenterer nemlig, at FOA havde ret i sommerens diskussion om, at vi alle kan TV-overvåge, lige så meget vi har lyst til indenfor hjemmets fire vægge. Dommen er også klar på det punkt. Det var et lovbrud, da en pårørende opsatte det skjulte kamera på vort medlems arbejdsplads.
- Dermed var det ikke hende, men den pårørende, der handlede i strid med dansk lovgivning. Opsætter man tv-kameraer i et hjem, der også fungerer som arbejdsplads for eksempelvis ældreplejens ansatte, så skal de ansatte være orienteret om overvågningen. Jeg fristes til at tilføje et BASTA, siger Dennis Kristensen.
Struer sendrægtig
Han kritiserer også Struer kommunes sendrægtighed i sagen.
- Det var ikke rimeligt, at Struer kommune gennemførte en bortvisning, før retten havde taget stilling i sagen. Og det har taget sin tid - også alt for lang tid - før bortvisningen blev annulleret. Jeg er glad for, at KL har banket lidt fornuft ind i hovedet på kommunen. Når retten har talt, så må alle naturligvis rette ind.
- Det gælder ikke mindst offentlige myndigheder. Det kunne da lige passe, at en kommune blot kan betale sig fra en usaglig afskedigelse af en ansat, der i dag har rettens ord for, at arbejdsgiveren har været på grisestien, mener Dennis Kristensen.
- Nu kommer Milka tilbage til sit arbejde, og forbuddet mod skjult TV-overvågning af ansatte er skåret ud i spånplade. Jeg kan kun være tilfreds med begge dele, siger Dennis Kristensen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.