ODSHERRED: Efter et kaotisk forløb fik Socialdemokratiet i Odsherred i november endelig valgt Søren With som den, der skulle afløse eksborgmester Thomas Adelskov som borgmesterkandidat. Tre måneder senere, i februar, valgte han imidlertid at trække sig og forlade byrådet, fordi han havde svært ved at finde et job, når han samtidig var borgmesterkandidat.
Nu er endnu tre måneder gået, han har fået nyt job, og nu er han igen klar til at stille op til byrådet, men for et nyt parti. Han stiller op for Nyt Odsherred, som med Karina Vincentz erobrede borgmesterposten efter KV21. Dermed står han nu bag hende, som han skulle have forsøgt at fravriste borgmesterposten.
"Efter gode og åbne samtaler med Nyt Odsherred har jeg valgt at blive en del af deres hold. Ikke fordi jeg vender ryggen til nogen – men fordi jeg gerne vil være med til at bygge bro og finde løsninger på tværs," skriver han på Facebook om sit skifte.
Over for Sjællandske Nyheder uddyber han, at hans nye job som halinspektør harmonerer godt med politisk arbejde, og at han meget hurtigt savnede politik. Og han svinger godt med personerne i Nyt Odsherred.
- Jeg syntes ikke, det ville være rigtig at komme tilbage til S efter, jeg havde kastet håndklædet i ringen. Jeg håber, vi kan arbejde på at få en bred konstituering hen over midten efter valget til november, siger Søren With til mediet.
Socialdemokratiet har i øvrigt siden valgt John Larsen som borgmesterkandidat. Han har ikke siddet i byrådet, men har været en aktiv del af kommunens kulturliv, bl.a. som leder af Odsherred Bibliotek.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.