
Det var ugen, hvor der mandag morgen blev skudt gang i økonomiforhandlinger mellem KL og regeringen. KL kridtede fra morgenstunden banen op med en kritik af statens stigende udgifter til bureaukrati. Et par timer senere lød mere konstruktive toner, da parterne meldte en delaftale ud om at reducere udgifterne til udsatte, bl.a. ved at tage livtag med “det administrative monster”, som socialministeren formulerede det.
I Allerød har borgmesteren, der også sidder i KL's bestyrelse, erklæret sig klar til at vende tilbage til erhvervslivet. Han genopstiller således ikke som borgmester ved KV25.
Også mandag kom det frem, at der er vide forskelle på, hvordan karaktererne falder i landets 9. klasser, når der er afgangsprøver i dansk og matematik. Lolland ligger i bunden og flere kommuner nord for København i top, viste en analyse om formiddagen, og senere på dagen kunne DK Nyt pinde tallene ud og vise, hvordan det ser ud fordelt på samtlige kommuner.
Socialdemokratiets udlændingeordfører Frederik Vad har længe været i vælten for en kontroversiel tale om parallelsamfund helt ind på de offentlige arbejdspladser. S-byrådsmedlemmer har truet med at forlade partiet, og sent fredag tegnede der sig et flertal på Christiansborg for at undersøge, om Vads udsagn har hold i virkeligheden. Beskæftigelsesministeren lukkede i løbet af weekenden diskussionen ned ved at meddele, at social kontrol i det offentlige nu skal klarlægges med en undersøgelse.
Kommunaldirektøren i Frederikshavn har i flere omgange haft spotlyset rettet mod sig. I april politianmeldte han højst spektakulært et læk af fortrolige dokumenter fra et byrådsmøde. I denne uge kom det frem, at han selv havde vist sådanne dokumenter til journalister fra et lokalt medie, hvilket førte til et krisemøde med tilliden til kommunaldirektøren på dagsordenen, og tilliden er intakt, viste det sig. Også i Haderslev har en sag om læk af fortrolige dokumenter fyldt, og byrådet vedtog tirsdag morgen i stort set enighed at melde sig selv til politiet.
En arbejdsuge på fire dage kan være ret komprimeret og presset for børnefamilier, viser det sig måske ikke så overraskende i en evaluering af et forsøg i Kerteminde. Til gengæld er de tre sammenhængende fridage gode. I det hele taget er resultaterne sammensatte, og der må mere forskning til, konkluderer forskeren.
Ikast-Brande Kommune er efter en langstrakt børnesag kommet i disput med Ankestyrelsen, som efter kommunens mening har nølet og overtrådt sine beføjelser. Hus forbi, lyder det fra styrelsen, som i et svar til DK Nyt naturligvis ikke kan kommentere den konkrete sag, men alligevel understreger, at det er af afgørende betydning, at kommuner foretager “en fagligt tilstrækkelig udredning”.
Faxe og Odder har i ugens løb annonceret midlertidige kommunaldirektører, fordi de gamle har sagt op, men vælger dog hver sin måde at løse overgangsperioden på.
I Næstved er børn- og ungedirektøren fortid, fordi kommunen "er et andet sted, der kalder på en anden tilgang og en ny profil", lød det i første omgang. Senere viste det sig, at det nok nærmede handlede om et millionunderskud og en stribe andre årsager.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.