
Flere af landets nye storkommuner har valgt at ansætte en borgerrådgiver, men ingen går så langt som Næstved.
- Vi har lagt megen vægt på, at det skal være en fuldstændig uafhængig borgerrådgiver, og vi har indhentet dispensation fra Indenrigsministeriet for at kunne sikre denne store frihedsgrad, siger Henning Jensen.
Hverken kommunaldirektøren, forvaltningsdirektørerne, de politiske udvalg eller borgmesteren kan pålægge borgerrådgiveren nogen opgaver. Borgerrådgiveren kan tage sager op af egen drift - en vidtgående kompetence, som også kendes fra Folketingets Ombudsmand.
- Ingen skal være i tvivl om vores intention om at give borgerrådgiveren frie rammer. Derfor har valgt at ansætte ham på en fireårig kontrakt, siger Henning Jensen.
Borgerrådgiverens overordnede formål er at sikre, at borgerne i Næstved Kommune får en ordentlig behandling. Han skal værne om borgernes retssikkerhed og også fremme forståelsen for de kommunale afgørelsers indhold. Der ud over skal borgerrådgiveren hjælpe kommunens ansatte til en stadig forbedring af den kommunale sagsbehandling.
Kommunens borgere kan henvende sig direkte til borgerrådgiveren, enten telefonisk, via post og email eller ved at møde op på hans kontor. Her kan borgerne få hjælp til, hvordan man klager over en afgørelse, og borgerrådgiveren kan foretage vurderinger af, hvorvidt sagsbehandlingen har været korrekt i en given sag. Borgerrådgiveren kan ikke ændre på en sag, men han kan kræve at en sag går om, hvis der er fejl i selve sagsbehandlingen.
Næstved Byråd har ansat Henning Pedersen i stillingen som borgerrådgiver. Igennem næsten 30 år har han bestredet kommunale topposter - de seneste 18 som kommunaldirektør i Præstø. I 1995 var han medforfatter til en prisopgave om kommunernes fremtid, hvori behovet for en kommunal "ombudsmand" bliver betonet.
- Nu sidder jeg selv i det job, som jeg længe har ment, at alle kommuner burde oprette. Og så oven i købet med de mest vidtgående rammer, man kan tænke sig. Det er en kæmpe udfordring, og jeg glæder mig meget, siger borgerrådgiver Henning Pedersen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.