HILLERØD: Hillerød Byråd skulle helt hen til det sidste budget i valgperioden, før det borgerlige valgforbund fra KV13, eller i hvert fald det meste af det, kunne samles om et forlig, efter at De Konservative under konstitueringen brød valgforbundet og fik borgmesterposten ved at gå sammen med rød blok.
Siden har det borgerlige valgforbunds øvrige partier Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stået uden for tre budgetaftaler, men i år er to af dem med.
Det er også løsgænger Kim Hendry, der var opstillet for Liberal Alliance, men blev indsuppleret som løsgænger, mens LA som parti er udenfor også dette års budget, i øvrigt sammen med Nye Borgerlige. Begge er enmandspartier bestående af partiskiftere fra henholdsvis Venstre og De Konservative.
Budgetaftalemæssigt er der ikke desto mindre tale om en slags forbrødning efter næsten en hel valgperiode med ondt blod mellem de borgerlige. Foruden de seneste tre års faste budgetpartier De Konservative, Socialdemokratiet, Fælleslisten, SF og de Radikale er Venstre og Dansk Folkeparti også med, så der denne gang er 25 af byrådets 27 medlemmer bag.
Foruden vreden mod De Konservative over KV13-konstitueringen har Venstre i de tidligere år også henvist til at budgetterne har bygget på kunstigt optimistiske tal og for at imødegå det forlangt at Danmarks Statistiks prognoser skulle benyttes, men har denne gang givet køb på princippet og er gået med til at lægge kommunens egne og mere optimistiske prognoser til grund.
Til gengæld lover V-gruppeformand Klaus Markussen i Frederiksborg Amts Avis at 'vi kommer til at være ekstremt nidkære og holde øje med udviklingen' og begrunder Venstres deltagelse i budgetaftalen med, at 'når nu rød blok har et ønske om at gå ned den vej, er det vigtigt, at der er borgerlige partier, der er med til at sikre, at det går godt'.
Indholdsmæssigt fastholder budgettet det aktuelle serviceniveau, på daginstitutionerne med for 2,6 mio. kr. bedre normeringer, og på anlægssiden er der desuden midler til at udbygge både daginstitutioner og plejecentre. Til gengæld er der indlagt en besparelse på 25 mio. kr. i 2018 og lidt mere pr. år i overslagsårene, der skal findes ved effektivsering på familieområdet og i administrationen.
Læs eller download budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.