Bogen om D-Dag

Af Paul Hegedahl

Antony Beevor:
'D-Dag. Kampen om Normandiet',
oversat af Anders Juel Michelsen fra 'D-DAY. The Battle for Normandy' 2009;
Lindhardt og Ringhof, København 2009.
643 s., indb. 15,5 x 23 cm., meget omfattende noter, udvalgt bibliografi,
fyldigt stikordsreg., 24 sider fotos, mange kort. Der er omhyggelige forklaringer
af militære udtryk, våbenstørrelser, militære enheder og militære grader.
kr. 399,95 inkl. moms.
ISBN 978-87-11-43512-0.

Nogle begivenheder - og i denne sammenhæng er det måske et for banalt udtryk - vil altid kunne give anledning til nye fortællinger, nye perspektiver. Meget ofte er det krige og slag i krigene, der på en gang fascinerer og ryster os. Her i landet er det i høj grad Slaget ved Dybbøl, 18. april 1864, for 145 år siden. Ikke alene på grund af de frygtelige tab af menneskeliv. De samlede danske tab (døde, sårede, savnede og tilfangetagne) ved Slaget på Dybbøl var 4.810 mand (378 faldne, 910 sårede, hvoraf mange hurtigt omkom, 646 savnede og 2.876 tilfangetagne). På preussisk/østrigsk side var de samlede tab 1.201 (263 faldne, 29 savnede og 689 sårede, hvoraf mange ligeledes hurtigt omkom). Det er der nu udkommet en bog om Tom Buk-Swienty: 'Slagtebænk Dybbøl 18. april 1864 - Historien om et slag'; Gyldendal. Men slaget huskes også på grund af konsekvenserne. Danmark måtte afstå hele hertugdømmet Slesvig samt Holsten og Lauenborg. Herved mistede man næsten halvdelen af landets befolkning og mere end en tredjedel af landarealet.

Nu er der udkommet en beretning om et endnu større slag, som også betød tab af endnu flere menneskelig, soldater og civile. Danmark var ikke som nation deltager, men mange danskere deltog på flere måder. Et slag som havde en række konsekvenser, for Danmark glædelige og positive den dag i dag. Der er tale om D-Dag. For 65 år siden iværksatte de allierede verdenshistoriens største landgangsoperation og invaderede Normandiet. Mere end tre millioner soldater fra USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Polen, Belgien, Tjekkoslovakiet, Grækenland, Holland og Norge deltog i historiens største amfibieoperation, støttet af flåde og luftvåben.

Det er blændende beskrevet i Antony Beevor: 'D-Dag. Kampen om Normandiet'. Vi får beretningen både set i det store strategiske perspektiv over de taktiske overvejelser og handlinger, de planlagte og improvisationerne. Ikke mindst ser vi det hele fra det menneskelige perspektiv, fra fortællinger og rapporter fra de, der var involveret. Generaler, officerer, menige, hjælpepersonel, fjender og allierede, modstandsfolk, civile. Dette er beretningen om D-Dag og det efterfølgende slag om først Normandiet og siden Europa.

Bogen var mange år undervejs
I et interview med Hans Davidsen-Nielsen i Politiken 10. juni 2009 fortæller Antony Beevor, at han har brugt de seneste tre år og et halvt år af sit liv på at kortlægge invasionen, der i forvejen er skildret i talrige bøger og film. Men siden de seneste historiske værker udkom i 1980'erne, er der blevet frigivet i tonsvis af hidtil ukendt arkivmateriale fra adskillige lande. Og som grundlag for sine bøger ønsker han dokumenter, der ikke som mundtlige kilder lader sig præge af menneskelig efterrationalisering og romantik. Han siger: 'Et af problemerne ved flere bøger om D-dag og Anden Verdenskrig har været, at de baserer sig på vidner og veteraner, der udtaler sig med 30 års forsinkelse. Deres oplysninger er ikke valide, fordi de har hørt og læst om invasionen, hvilket har påvirket deres egen skildring. Jeg har søgt efter de oprindelige kilder i stedet for oplysninger fra folks filtrerede 'hukommelse'. I min nye bog om D-dag er der ingen mundtlige kilder, ingen interview. Alt baserer sig på dokumenter, dagbøger eller breve fra krigstiden'. Han fortæller i interviewet, at han har indrettet en hel lade i sit sommerhus til bøger, papirer og store landkort over Europa.

Fra D-Dag til befrielsen af Paris
Slaget om Normandiet gik bestemt ikke som planlagt, men som Antony Beevor skriver: ' - - - selv lænestolskritikere kan ikke bestride det endelige resultat, så ufuldkomment det end var. Det er hele dette langvarige slag fra den endelige beslutning om invasionen blev truffet 29. maj 1944 til selve Operation Neptune, som en del af Operation Overlord, startede den 6. juni og til befrielsen af et jublende og blodigt hævntørstigt Paris fra 19. august til den tyske garnison overgav sig den 25. august 1944, der skildres i denne helt unikke bog. De store linjer trækkes op, men det er først og fremmest indlevelsen og skildringen af detaljerne, af menneskene, der fanger og ja, bevæger gang på gang under læsningen.

De komplicerede forhold mellem de allierede
Under forberedelserne, kampene og i mange år efter, var det afgørende, at der tegnede sig et billede af ubrydelig loyalitet og samarbejde mellem de allierede. Men senere - og i høj grad i denne bog - er det et andet billede, der tegner sig. Selvfølgelig var man enig om målet, men ikke altid om midlerne - og både på overordnet politisk niveau og i den militære ledelse var der gensidig mistro.

På det politiske niveau var det især Charles de Gaulle og hans inderste motiver, som især præsident Roosevelt havde mistro til. Her måtte Winston S. Churchill ofte - og især op til invasionen optræde som en form for mægler. Det beskrives indgående i bogen. Spændingen mellem Roosevelt og De Gaulle forplantede sig i løbet af slaget videre til Eisenhower og De Gaulle - ikke mindst fordi Eisenhower opfattede sin funktion som udelukkende militær medens De Gaulle i høj grad var opmærksom på de politiske problemer i efterkrigstidens Frankrig. Der er hele bogen igennem en række skildringer af Charles De Gaulle og hans på mange måder helt enestående personlighed.

På det militære niveau, var det især forholdet mellem de amerikanske generaler, først og fremmest invasionens leder, general Dwight D. Eisenhower og feltmarskal Bernard L. Montgomery, der var meget anstrengt. Antony Beevor beskriver Eisenhower som et meget sympatisk, tolerant menneske og giver ham reelt ret, når han i et interview i 1963 siger om Montgomery: 'Først og fremmest er han psykopat. Glem ikke det. Han er så egocentrisk og har - alt, han er gjort, er perfekt - aldrig begået en fejl i hele sit liv'. Og Beevor skriver: 'Det var tragisk, at Montgomery på den måde fik bortledt opmærksomheden fra sinde egne ubestrideligt gode egenskaber og selvopofrelsen hos sine soldater'. Eksemplerne på fejlvurderinger - men i højere grad overvurderinger i forhold til de øvrige generaler, som Montgomery var skyld i, er også hårde ord for en læser, der fra drengeårene og modtagelsen af Montgomery i Danmark (i hvert fald i mange år) - i lighed med de fleste andre danskere - syntes han havde nærmest gudelignende status. Om Eisenhower mente så Montgomery til gengæld: 'Flink fyr, men ingen soldat'. En opfattelse som Antony Beevor kalder helt uretfærdig.

Brutaliteten
En anden opfattelse, der bliver rokket ved, er den formodede forskel mellem de allierede invasionsstyrker og de tyske styrker i overholdelsen af krigens regler. I bogen beskrives talrige krigsforbrydelser begået af de allierede soldater - men det skal siges, ikke som undskyldning men som mulig forklaring - at især de tyske SS-tropper begik voldsomme krigsforbrydelser over for såvel krigsfanger som civile. De kunne fx finde på at minere en falden fjende ved at hæfte en håndgranats udløserring til kæden i den dødes 'hundetegn'. Undertiden kom de også frem med hænderne i vejret og så ud til at ville overgive sig - for så at kaste håndgranater mod de allierede soldater. De brugte også luftværnskanoner mod civile og massakrerede dem totalt - lige fra små børn til gamle mennesker. Man skal vist være lidt af en helgen for ikke at reagere mod sådanne forbrydelser. Nogle af beskrivelserne bringer nutidens vejsidebomber og andre, også gensidige former for brutalitet ind i tankerne. Antony Beevor sammenligner da også SS-fanatikerne med nutidens selvmordsbombere.

Men tabene var forfærdende. Der blev dræbt næsten 240.000 Wehrmacht-soldater, 200.000 blev taget som krigsfanger. På allieret side led 21. Armégruppe, briter, canadier og polakker 83.045 tab og amerikanerne havde 125.847 faldne. Derudover blev 16.714 soldater meldt dræbt eller savnet blandt de allieredes flystyrker. Dertil kommer 15.000 dræbte og 19.000 sårede civile franskmænd i den forberedende bombning til Operation Overlord. I alt blev 70.000 franske civile dræbt ved allierede aktioner i krigens forløb, fx blev 2.873 parisere dræbt i løbet af august 1944. Store egne blev totalt udbombet og lagt øde.

I bogen beskrives udførligt den grusomme fejltagelse, der blev begået ved bombningen af den smukke middelalderby Caen med 60.000 indbyggere. Den blev totalt ødelagt og indbyggerantallet reduceret til 17.000. Og på begge sider af invasionens hovedrute gik det hårdt ud over en række andre franske byer. Bombningen af Caen betragtes som en af Montgomerys helt store fejltagelser.

Men, der er også mange fortællinger om hjælpsomhed og menneskelighed.

Kærligheden
Der er også en række skildringer fra den på en måde humoristiske - i hvert fald heldigvis særdeles menneskelige vinkel. Fx fortælles i forbindelse med befrielsen af Paris om 'les délices dúne nuit dédiée à Venus'. Pariserinderne modtog tropperne med et dybfølt: 'Vi har ventet på jer i så lang tid'. Og de bød dem velkomne i deres telte og pansrede køretøjer med åbne arme. 'Næste morgen' skriver en amerikansk officer, 'blev kampvognslugerne langsomt åbnet og kvinderne kravlede ud med stive bevægelser'. I Bois de Boulogne gik capitaine Dronne rundt og trak de unge kvinder ud af sine soldaters telte. En af dem gjorde tilnærmelser til ham. Hans mænd brølede af latter, da han svarede: 'Mig, det siger mig ikke en skid. Jeg er homoseksuel'.

Et stort menneske
Igennem hele bogen går Antony Beevors beundring for Dwight D. Eisenhower som et stort menneske, med et umenneskeligt ansvar hvilende på sine skuldre. Han var blevet valgt til at tage de afgørende beslutninger. Det måtte han gøre og så tage konsekvenserne. Mange tusinde soldaters liv afhang ganske bogstaveligt af hans beslutninger. Uden at fortælle sine nærmeste medarbejdere om det, havde Eisenhower udarbejdet en kort udtalelse, som han ville komme med, hvis invasionen blev en fiasko: 'Det lykkedes ikke at få solidt fodfæste ved landsætningerne i Cherbourg-Havre-området, og jeg har trukket tropperne tilbage. Min beslutning om at angribe på dette sted og på dette tidspunkt var baseret på de bedste informationer, der var til rådighed dengang. Tropperne, flyvevåbnet og flåden udrettede alt det, som tapperhed og pligttroskab kunne udrette. Enhver skyld eller fejl, der kan knyttes til forsøget, hæfter jeg alene for'. Er der mon nogen ledere, der i dag kunne lære af det eksempel?

Om forfatteren
Antony Beevor var i fem år officer i den britiske hær - 11th Hussars i Tyskland og UK, Wales, hvor han uddannede soldater til indsatsen i Nordirland - inden han begyndte sit forfatterskab. I en periode fra han forlod hæren og til den første bog udkom, var han Account Executive på et af de store engelske reklamebureauer. Han er uddannet historiker fra Winchester College og The Royal Military Academy Sandhurst, hvor han studerede under den berømte militærhistoriker Sir John Desmond Patrick Keegan, OBE, som har skrevet en lang række bøger om militærhistorie, ikke mindst om den psykologiske side af kampene.

Antony Beevor har skrevet 4 romaner og ni bøger om militærhistorie. De første tre var romaner og den første udkom i 1975. Mange af de senere bøger har ligget som nr. 1 på bestsellerlisterne i en række lande og været blandt de ti mest solgte i mange andre lande. På dansk er udkommet: 'Den spanske borgerkrig 1036-1939', Borgen 2006. Den er udkommet i en ny, udvidet udgave på spansk og engelsk. For denne bog modtog Beevor 'La Vanguardia'- prisen i december 2005. På dansk er desuden udkommet: 'Stalingrad', 3. udg. Lindhardt og Ringhof 2009; 'Berlin Faldet, 1945', Borgen 2005 og 'Spion i Nazi-Tyskland - Mysteriet om Olga Tjekhova', Borgen 2004.

‘Stalingrad', der udkom i 1998, fik den første 'Samuel Johnson Prize', 'The Wolfson Prize for History' og 'The Hawthornden Prize for Literature' in 1999. For 'Berlin Faldet, 1946 modtog han ‘Longman-History Today Trustees' Award' og for 'Crete - The Battle and the Resistance', har han fået en ‘Runciman Prize' fra The Anglo-Hellenic League.

Antony Beevor er æresdoktor ved Kent University og gæsteprofessor ved The School of History, Classics and Archaeology, Birkbeck College, University of London.
I 1997 blev han af den franske regering udnævnt til Chevalier de l'Ordre des Arts et des Lettres og i 2008 modtog han Order of the Cross of Terra Mariana af præsidenten for Estland. Han har modtaget en lang række andre priser og udmærkelser.

Hans bøger er udkommet i 29 lande og er blevet solgt i næsten fire millioner eksemplarer. Flere af hans bøger er blevet benyttet som materiale og inspiration til en række dokumentarfilm om Anden Verdenskrig.

Ny indsigt
Man kan sige, at bøgerne om Stalingrad, Berlin og D-Dag udgør en trilogi, der vil give eftertiden et seriøst og grundigt billede af Anden Verdenskrig - og forhåbentlig også give stor til eftertanke ved at beskrive også de allieredes indsats i et klart lys - uden at underkende den på nogen måde.

Der er 24 sider med fotos i bogen, men faktisk fremkalder teksten i sig selv en række billeder. Et af de stærke indtryk gør beskrivelsen af, hvordan civilbefolkningen i Sydengland, trods alle forsøg på hemmeligholdelse, var helt klar over, hvad der skulle ske og styrtede ud for med tårer i øjnene at vinke farvel og give soldaterne te og kager, da de var på vej til at blive indskibet. Mange også med mindet om, den gang soldaterne marcherede af sted til skyttegravene i Flandern under Første Verdenskrig. I det hele taget er hele ventetiden inden og den endelige afmarch skildret empatisk og levende. 

Når man læser bogen, forstår man, hvorfor det svenske dagblad Dagens Nyheter har omtalt Antony Beevor som nutidens Leo Tolstoj, som med sine bøger om krigshistorie skaber litterære mesterværker, der leve videre gennem tiden.

D-Dag er blot et ganske almindeligt militært udtryk på linje med 'H-hour'. Det er betegnelsen for dagen, hvor en operation iværksættes. D-1 angiver dagen før, mens D+5 angiver fem dage efter iværksættelse etc. På den måde kan de militære ledere planlægge forløbet af en operation uden præcist at kende eller angive en dato for iværksættelse. Tilsvarende anvendes ofte betegnelse klokken H, 'H-Hour', som angivelse for det nærmere tidspunkt på fx D+2 for iværksættelse af en operation. H-15 angiver på den måde 15 minutter før iværksættelse. Første gang forkortelserne 'D-Day' og 'H-hour' er set anvendt er i en operationsbefaling for den første amerikanske arme i september 1918 under første verdenskrig.

Betegnelsen D-Dag er gennem årene blevet banaliseret og brugt om alt muligt lige fra lancering af en ny variant af tomatsuppe til åbningsdagen for en musikfestival. Men, vi må aldrig glemme, hvad D-Dag i dag, 65 år efter stadig står for: Opofrelse, mod, ufattelige lidelser - og hvad den førte til: Frihed! Vi må aldrig glemme den, for vi ønsker ikke, den skal være nødvendig at gentage. Vi kan være politisk uenige om Europa og Verden på en række områder, men lad os løse problemerne ved samtale og forståelse, så D-Dag ikke var forgæves. Og denne bog vil medvirke til viden og indsigt.

Supplerende læsning
Hans Davidsen-Nielsen: Interview med Antony Beevor: 'Saving Private Ryan er én lang kliché',
Politiken 10. juni 2009: http://politiken.dk/boger/interview_boger/article729086.ece