Peter Thyssen
Nu er der talt nok, det er tid til handling!
Det var med sorg men også med lettelse at vi tirsdag den 8. september fik meldingen om Bjarne Ørums død. Bjarne havde efter en lang og svær kamp mod sin kræftsygdom endelig fået fred.
Humoren havde Bjarne i behold til det sidste. Om sin sygdom sagde han 'det var som at blive ramt af lynet, uden at man havde hørt det tordne', altid havde han en underfundig formulering på store og små problemer i livet.
Med Bjarnes Ørums død har vi mistet en stor radikal profil i Århus. Efter et solidt partiarbejde blev Bjarne valgt til Århus Byråd i 1978 og sad der til udgangen af 1997. I den tid var han Rådmand i to perioder for 'det grønne område' og blev helt fortjent kaldt 'Den grønne Rådmand'.
Men Bjarnes interesser var mangesidige og hans engagement stort. I Røde Kors har Bjarne lagt et stort arbejde og i Domsognets Menighedsråd hvor han sad til udgangen af sidste periode som formand.
Igennem mange år samlede Bjarne en stor skare af mennesker om sig, når han fejrede sin fødselsdag omkring Cæsars dødsdag.
Bjarne havde hele livet tæft for det politiske. Andre kunne holde lange taler, men Bjarne kunne med enkle sætninger sætte tingene på plads. Netop nu hvor vi har budgetforhandlinger husker jeg, at Bjarne holdt den nok korteste budgettale af alle i Århus Byråd, men ikke desto mindre, er det den tale, der blev størst sat op i avisen: 'Nu er der talt nok, det er tid til handling!'
De ord er meget dækkende for Bjarnes forhold til tilværelsen. Han var en handlingens mand i alle livets forhold.
I det politiske liv vil 'Århus omkranset af skov' og mange naturprojekter som genopretningen af Brabrand Sø og etableringen af Årslev Engsø stå som milepæle i hans indsats. Samtidig var Bjarne en dygtig medspiller, når det drejede sig om at få samlet et byrådsflertal for nye initiativer - ARoS, stadions udvidelse, ARENA m.v. Bjarne har sat sin anonyme signatur på mange af de synlige projekter, som byen i dag nyder godt af.
Uden for det politiske var Bjarne som nævnt også en handlingens mand. Derom vidner hans store engagement i det frivillige og ulønnede arbejde, som Bjarne kastede sig ud i. Et arbejde som favnede andre mennesker, men som ikke mindst kastede noget af sig til andre mennesker. Husket vil Bjarne således også blive for sin rolle som Zeus i Vilhelmsborg Festspillet.
Det menneskelige samvær betød meget for Bjarne. Ikke kun samværet med dem, han delte opfattelse med, men nok så meget med dem, han kunne dele oplevelser med. Og det har givet alle os, der kendte Bjarne mange mindeværdige diskussioner og oplevelser.
Bjarne udtalte i et interview, at 'friheden til at gøre det, jeg har mest lyst til, uden at det går ud over andre, betyder alt for mig'. Udtalelsen rummer essensen af Bjarnes indsats - en frihed Bjarne i betydeligt omfang brugte til gavn for byen og hans medmennesker på en uselvisk måde.
Bjarne ragede op og var synlig i gadebilledet, når han gik med sit net over torvet på indkøb. Sådan vil vi også mindes Bjarne som menneske - et menneske af et format, som vil blive savnet!
Peter Thyssen
Radikal Rådmand for
Teknik og Miljø i Århus Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.