Beskæftigelsesindsatsen råber på ændringer
Af Mette Louise Pedersen
To eller fire år med dagpenge, efterløn eller ej og arbejde for kontanthjælpen. Det er bare nogen af de arbejdsmarkedspolitiske temaer, der er blevet præsenteret og diskuteret i valgkampen. Uanset partifarve - og forslag - synes der at være bred enighed om, at udfordringerne på arbejdsmarkedet de næste år bliver at sikre tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft.
Alle - såvel politikere som eksperter - er enige om, at der er brug for mere arbejdskraft. I løbet af de sidste ti år er der kommet færre i arbejdsstyrken, og den udvikling vil fortsætte fremover. Fokus er derfor, at flere skal i job - vi skal arbejde mere og længere.
Fra den røde blok er løsningen bl.a. 12 minutters arbejde mere om dagen, mens den blå blok vil fjerne efterlønnen og øge tilbagetrækningsalderen. Ingen af forslagene synes at have stor opbakning i befolkningen.
S-SF er midt i valgkampen blevet udfordret af fagforeningerne omkring den øgede arbejdstid og undersøgelser tyder på, at befolkningen ikke er villig til at skulle arbejde mere, eller blive længere på arbejdsmarkedet. Uanset hvilken løsning der vælges, ligger der et stort politisk arbejde i at få befolkningen overbevist om at vi skal arbejde mere.
Tre centrale udfordringer for en kommende regering
Manglen på kvalificeret arbejdskraft er altså den overordnede problemstilling, men også andre spørgsmål på beskæftigelsesområdet er aktuelle, fx organiseringen af indsatsen overfor ledige, den aktuelle lavkonjunktur og strukturerne på beskæftigelsesområdet. Vi dykker ned og ser nærmere på tre af dem:
1. Ledigheden blandt unge
2. Mål- og resultatstyringen i beskæftigelsesindsatsen
3. Dagpengeperioden
Flere unge uden job og uden uddannelse
Et af kendetegnene for den nuværende lavkonjunktur, er en stadigt stigende ledighed blandt unge. De unge er traditionelt mest udsat, og det kan læses i statistikkerne. Bare i juli steg ledigheden blandt de 25-29-årige med tre pct., og stadig flere unge ryger ud i langtidsledighed.
Regeringen har præsenteret tiltag i form af mere uddannelse, fremrykkede indsatser og særlige kampagner. Et par måneder før valget vedtog et bredt politisk flertal en styrket indsats overfor de unge i form af den tredje ungepakke inden for få år. Indsatsen er bl.a. rettet mod mere uddannelse, flere praktikpladser unge og kampagner for at få bl.a. flere akademikere i job.
Dette er faktisk et af de områder, hvor der synes at være bred enighed om problemets alvor og langt hen af vejen også om løsningerne. De unge skal have uddannelse frem for midlertidige ufaglærte jobs. At få de unge igennem uddannelse og få gearet uddannelsessystemet til at mindske frafaldet er en helt anden udfordring.
Færre papirer og mere tid til borgerne?
Oppositionen har på næsten teatralsk vis udstillet beskæftigelsessystemet som et kæmpe bureaukratisk regelstyre. Og en af beskæftigelsessystemets store udfordringer er netop, at mål- og resultatstyringen truer med at fjerne fokusset fra opgaven. I dag synes der i høj grad at blive styret efter refusionsreglerne, som sikrer økonomisk refusion til kommunerne fra staten.
Der er tilsyneladende også her politisk enighed om, at beskæftigelsesområdet er præget af for mange papirer og regler. Radikale Venstre er fremme med forslag om at fjerne alle regler for ledige i det første halve år, S og SF vil også se på bureaukratiet, beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) igangsatte tidligere en afbureaukratisering, og Dansk Socialrådgiverforening slår et slag for mere fokus på medarbejdernes faglighed i stedet for administration af regler. Det kan derfor undre en smule, at omfanget af regler synes at være fortsat med at vokse.
Uanset om det lykkedes at nedbringe mængden af papirer og regler er det vigtigt at få flyttet fokus til at se på indholdet af jobcentrenes arbejde - virker indsatsen for de ledige? Radikale Venstre er fremme og foreslå nationale effektundersøgelser - det er centralt, at disse fokuserer på mere end selve jobeffekten. Ud over at måle om indsatsen får de ledige i job, bør man også se på, om indsatsen flytter de ledige på nogle centrale parametre, så de kommer tættere på arbejdsmarkedet.
Dagpenge - i med og modgang
Sidste sommer blev dagpengeperioden halveret fra fire til to år. Effekterne af en sådan halvering ser vi om ca. et halvt år. Der er ingen tvivl om, at mange dagpengemodtagere risikerer at miste deres forsørgelse. Og timingen for halveringen - midt i en økonomisk krise - betyder, at der skal findes løsninger for de mange, som bliver ramt.
Enighed er der tilsyneladende om, at dagpengesystemet skal justeres. En anden model, som dele af oppositionen bl.a. er fortaler for, er et fleksibelt system, hvor varigheden af perioden afhænger af, hvor stor efterspørgslen efter arbejdskraft er. I perioder med stor efterspørgsel skal dagpengeperioden være kortere end i perioder med lav efterspørgsel. Modellen vil dog kræve en nuanceret tilgang til efterspørgslen - for denne udvikler sig ikke ens for alle. Konjunktursvingninger rammer de enkelte brancher forskudt og med forskellig kraft.
Fundamentale ændringer af dagpengesystemet sætter også den danske model under pres - sikringen af borgerne er et centralt aspekt af modellen, og uanset hvilken løsning der vælges, vil der være borgere, som bliver klemt ud og ender på kontanthjælp eller uden forsørgelse, evt. med en mistet tiltro til systemet som følge deraf.
Det afgørende vigtige bliver at sikre en beskæftigelsesindsats, der virker - ikke blot rydde op i styringen for at rydde op, men for at erstatte det som ikke virker, med reelle og solide tiltag som kan hjælpe mennesker i arbejde.
Så uanset farve på den kommende nye regering er der en række centrale udfordringer på beskæftigelsesområder, som kræver handling - og forhandling - hurtigst muligt.
Chefanalytiker i New Insight, Mette Louise Pedersen
Foto: http://www.flickr.com/photos/oimax/with/355740049/
