Beskæftigelsen fortsætter op og stiger med 5400 personer i april. Nu er beskæftigelsen steget 21 måneder i træk. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Der var dermed 3.055.700 lønmodtagere i Danmark i april. Det er endnu en rekord.
Steen Nielsen, som er vicedirektør i Dansk Industri, mener, at den stadigt stigende beskæftigelse vidner om et stærkt arbejdsmarked, hvor der skabes masser af nye job.
- Det er meget imponerende, men det er efterhånden svært at blive overrasket. I de seneste ti år har der i gennemsnit kun været en måned om året, hvor beskæftigelsen ikke er steget, skriver han i en kommentar.
Fra april i 2024 til april i år er der kommet 35.200 flere lønmodtagere i Danmark. Det svarer til en stigning på 1,2 procent, skriver Danmarks Statistik. Stigningen på 5400 personer i april er samtidig den største stigning i en måned siden juni 2023. Her steg beskæftigelsen med knap 5700 personer.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, annoncerede i april øgede toldsatser på en lang række lande. Efterfølgende satte han toldsatserne på pause, hvorefter en lavere basistold på ti procent blev gældende for de fleste lande. Det har skabt stor usikkerhed og uro på de internationale markeder og for virksomheder, som handler med USA.
Tore Stramer, som er cheføkonom i Dansk Erhverv, hæfter sig ved, at den danske jobvækst er sket midt i toldkrigen.
- Det danske arbejdsmarked skyder en enorm høj fart, der trodser både handelskrigen og de mildt sagte pessimistiske forbrugere, skriver han i en kommentar.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.