
Socialminister Benedikte Kiær (K) vil nu have fastsat mål for, hvad børn skal kunne, når de forlader daginstitutionen for at begynde i skolen.
Landets daginstitutioner skal have fælles mål for, hvilke kompetencer børnene har med sig, når de forlader daginstitutionerne for at begynde deres skolegang. Benedikte Kiær foreslår en lovændring, så de fælles mål fremgår af lovgivningen, opplyser ministeriet.
Forskningen viser, at de første seks år er de vigtigste år i forhold til udvikling af selvværd og kompetencer. Forskningen viser også, at gode daginstitutioner i forhold til senere indsatser er det mest effektive i forhold til at understøtte en god udvikling for børn.
92 pct. af alle 1-2-årige børn og 97 pct. af alle 3-5-årige børn i Danmark går i dagtilbud. Der er derfor optimale betingelser for at støtte børns læring og udvikling i dagtilbuddene og sikre dem en god overgang til skolen.
Lovforslag til efteråret
- For at styrke overgangen fra daginstitution til skolen skal der være mål for, hvad børn skal kunne ved overgangen til skolen. Det skal være klart, hvad der forventes i skolen, så vi ikke taber nogen på gulvet. De pædagogiske læreplaner er en succes, og derfor er det naturligt, at de fremover skal indeholde målene, siger ministeren.
Målene vil blive udarbejdet i tæt samarbejde med kommunale praktikere og forskerne fra bl.a. skoleområdet, så det sikres, at der er fokus på kravene til skolestart. Målene skal ses i forlængelse af det arbejde med pædagogiske læreplaner, der pågår i dag i alle daginstitutioner og dagplejer, og vil således blive integreret i dette arbejde.
I dag skal alle dagtilbud udarbejde lokale mål, metoder og aktiviteter i forbindelse med læreplanerne. Fremadrettet vil der blive fastsat fælles mål i forhold til overgangen til skolen. Det vil stadig være en lokal beslutning, hvordan målene nås.
Det forventes, at lovforslaget fremsættes i efteråret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.