dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Banker vil have Bagmandspolitiet styrket i kampen mod hvidvask

Bagmandspolitiet har fået 8500 tip om mistænkelige transaktioner fra danske banker i første halvår
28. NOV 2017 12.08

Bunken med tip om mulig pengehvidvask vokser hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - populært kaldet bagmandspolitiet. Danske banker har sendt 8500 underretninger om mistænkelige transaktioner i første halvår, viser nye tal ifølge Børsen. 

Det svarer til knap 50 tip om dagen. Sidste år sendte bankerne 13.400 underretninger - eller knap 37 om dagen i gennemsnit.

De havner alle hos Hvidvasksekretariatet i SØIK, hvor der sidder 14 medarbejdere. Det er ikke nok, mener juridisk direktør Kenneth Joensen fra bankernes interesseorganisation Finans Danmark.

- Vi mener, at Hvidvasksekretariatet burde tilføjes flere ressourcer. Der er mange ansatte i bankerne, der arbejder med hvidvask, så vi vil sikre, at vi får mest muligt ud af de ressourcer, når de kommer til myndighederne, siger han. 

En tilsvarende opfordring kommer fra næstformand Merete Drewsen fra Transparency International.

- Der kan sættes spørgsmålstegn ved, om SØIK og Finanstilsynet har tilstrækkelige ressourcer til at følge op på alle underretningerne, siger hun til Børsen. 

SØIK har fået 11.400 tip om hvidvask i første halvår af 2017 mod 18.700 hele sidste år. 

Justitsminister Søren Pape (K) har ingen kommentarer til ressourcesituationen i SØIK. Ministeriet henviser til en politisk aftale fra juni, som blandt andet skal føre til en strategi for bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. 

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) henviser til, at Finanstilsynet er blevet bevilget seks mio. kr. og på den baggrund har oprettet en særskilt enhed med særligt fokus på hvidvaskområdet.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/banker-vil-have-bagmandspolitiet-styrket-i-kampen-mod-hvidvask

GDPR