BRØNDERSLEV: Under overskriften 'Serritslev-børn har bedst af ikke at bo sammen' har kommunen sendt en pressemeddelelse oven på, at Politiken har bragt et interview med to af børnene i den meget omtalte nomadesag:
Brønderslev Kommune har hele tiden frygtet, hvad der nu sker. Nemlig at såkaldte eksperter igen gør sig til dommere over, hvad der er godt eller skidt for børnene fra Serritslev-sagen - uden vel at mærke at kende ret meget til sagen. Kommunen slår derfor fast, at efter råd fra uvildige, ikke-kommunale socialfaglige eksperter, er børnene anbragt, som de er.
Henning Risager, børne- og kulturdirektør tog forleden beslutningen om at fremskynde børnenes flytning fra deres aflastningsfamilie.
Grunden til det er et interview, der torsdag var at læse i Politiken.
- Ja, nu kan vi jo se sort på hvidt, at journalisten har haft adgang til børnene i aflastningsfamiliens hjem, hvilket er dybt forkasteligt og uansvarligt af familien. Men jeg troede nu heller ikke, at Politiken gjorde det i følelsesporno. At udnytte et sårbart barn for at få sin historie frem er skamløst. Alle børnene under 18 er skrøbelige og meget udsatte og kender ikke konsekvenserne af at stå frem i medierne.
- Nu ved jeg jo ikke, hvor længe journalisten har talt med børnene, men jeg går da ikke ud fra, at han har siddet der i dagevis. Så hele historien bygger på én samtale med to af børnene og så en række såkaldte eksperter, der intet overhovedet kender til nogen af børnene. Jeg tænker lidt på, om journalisten har gjort sig overvejelser om, hvorvidt han er spændt for en vogn af nogle af de voksne interessenter i denne sag.
Han afviser, at Brønderslev Kommune bryder loven:
- Hvad tror man, at vi har et uvildigt Børne-Ungeudvalg til? De ville da klandre os, hvis vi ikke kunne dokumentere, at vi har talt med børnene om deres ønsker og behov for fremtiden.
Da Brønderslev Kommune fjernede børnene fra deres oprindelige familie, gik man straks i gang med at vurdere, hvad der på langt sigt er bedst for børnene:
- Tro mig, hvis vi og de uvildige eksperter vi har benyttet, mente, at det var bedst for børnene at blive sammen, så blev de sammen. Børnene er nu anbragt fire - og ikke fem - forskellige steder. Alle sammen steder, der ligger inden for en tæt radius af hinanden her i Vendsyssel. Alle sammen steder, vi og andre kommuner benytter. Og så er der ellers det søskendesamvær, som vores og institutionernes eksperter skønner, der er rigtigt.
Henning Risager undrer sig over, at forskere, eksperter, advokater etc stiller sig op og udtaler sig om sager, de intet kender til:
- Når en lektor i Socialret ved Den Sociale Højskole siger, at vi overreagerer ved at flytte børnene den anden dag, må jeg bare ryste på hovedet og sige: Hvad i alverden ved han om det? Når moderens advokat påstår, at hun har sendt en klage over kommunen, må jeg bare sige, at den har vi ikke modtaget endnu. Og hvad ved en jurist i øvrigt om, hvad der er bedst for de her børn. Lad nu de børn få ro til at få et liv op at stå de steder, hvor de nu bor.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.