Verdens mest velhavende selskab, Apple, vil hive milliarder af dollar hjem til USA og betale omkring 38 mia. dollar i skat af beløbet, oplyser Apple selv ifølge BBC og Bloomberg News. Skattebetalingen svarer til 232 mia. kr. ved den aktuelle kurs.
iPhone-producenten har gennem årene ophobet et enormt bjerg af kontanter i udlandet. Ved udgangen af september var det på cirka 252 mia. dollar ifølge det senest offentliggjorte kvartalsregnskab.
Desuden vil selskabet over de kommende fem år investere 30 mia. dollar i USA og skabe omkring 20.000 nye arbejdspladser, skriver Bloomberg. Datacentre, et nyt campus og udvidelse af produktionssteder er på tegnebrættet.
Apples beslutning skyldes den store skattereform, som Kongressen i USA for nylig vedtog. Reformen indebærer blandt andet en nedsættelse af selskabsskatten fra 35 pct. til 21 pct. Som en ekstra gulerod er skattesatsen for penge, som amerikanske virksomheder hiver hjem fra udlandet, sat endnu mere ned, ifølge Bloomberg til 15,5 pct., og skatteregningen kan desuden spredes over otte år.
Apples topchef, Tim Cook, sagde sidste år, at selskabet ville trække en betragtelig del af det beløb, selskabet har parkeret uden for USA, hjem, såfremt virksomhedsbeskatningen blev sænket.
Blandt de regler, som skatterefomen har fjernet, var en ordning, som tillod amerikanske virksomheder at udsætte skat af deres indtjening i udlandet. Først når pengene blev trukket hjem, blev de beskattet., og det har betydet selskaber fra USA har oplagret et svimlende beløb i andre lande.
Samlet skønnes pengebjerget at være over tre billioner dollar (3.1000 mia. dollar), skriver Bloomberg. Det er omkring ti gange Danmarks bruttonationalprodukt.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.