dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Antallet af ledige fortsætter med at vokse under coronakrisen

Mandag meldte 5.908 sig ledige, fire gange så mange som normalt.
24. MAR 2020 13.29

Strømmen af nye ledige på arbejdsmarkedet fortsætter, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet. Mandag meldte 5.908 sig ledige. Det er fire gange så mange som de seneste fem års gennemsnit for mandag i uge 13.

Siden begyndelsen af sidste uge har antallet af personer, der har meldt sig ledige, været mærkbart højere end de foregående år. Alle hverdage i sidste uge var tallene mindst tre - nogle dage fire - gange højere end normalt.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) lægger ikke skjul på, at det danske arbejdsmarkedet har set og vil se flere fyringer, som følge af tiltagene for at inddæmme spredningen af coronavirus.

Men ifølge ministeren kunne situationen meget vel have set meget værre ud, hvis ikke arbejdsmarkedets parter havde indgået en aftale, der sikrer virksomhederne lønkompensation, hvis virksomhederne sender de ansatte hjem uden at fyre dem.

- Danmark er hårdt ramt af coronakrisen, og det giver desværre flere ledige hver dag. Samtidig kan vi heldigvis se, at regeringens økonomiske hjælpepakker er begyndt at virke, siger han i en skriftlig kommentar.

Omstilling på kort tid
Eksempelvis har Københavns Lufthavns meldt ud, at 1.500 af dens ansatte sendes hjem med fuld lønkompensation.

- Samme melding kommer fra virksomheder landet over. Det er positivt for de ansatte, for virksomheden og for samfundet.

Det synspunkt deles af vicedirektør Steen Nielsen fra Dansk Industri, der forklarer, at danske virksomheder på kort tid har måttet omstille sig.

- På næsten ingen tid er virkeligheden vendt totalt på hovedet. For blot en måned siden havde mange virksomheder svært ved at skaffe medarbejdere nok, og i dag står de med for mange medarbejdere til alt for få ordrer, siger han.

Cheføkonom Niklas Praefke fra Ledernes Hovedorganisation peger på, at der også kan være jobtab, som ikke vil afspejle sig i antallet af personer, der melder sig som ledige.

- Det skyldes, at restaurationsbranchen for eksempel har mange studerende ansat som tjenere, skriver han i en analyse af tallene.

Ritzau

Under coronakrisen monitorerer Beskæftigelsesministeriet ledighedstallene dagligt. Kurverne herunder viser udviklingen indtil nu. Det grå felt er sidste uge, man ser hvordan kurven for denne uge på den første dag ligner den tilsvarende dag i sidste uge. Den sorte linje øverst er antallet af nye ledige den pågældende dag, den stiplede linje nederst er gennemsnittet for de seneste fem år, og den røde linje viser så, hvor mange ekstra ledige der er kommet under coronakrisen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/antallet-af-ledige-fortsaetter-med-at-vokse-under-coronakrisen

GDPR