DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Antallet af indlagte stiger lidt igen

Dragør, Aalborg og Frederiksberg har flest nye smittede. 908 er testet positiv.
1. JUN 2021 14.45
TEMA: Corona

Efter flere måneder med stadigt færre indlagte covid-19-patienter er antallet på det seneste steget lidt igen, så der nu er 155, det højeste antal i 12 dage. Også antallet af nyindlagte på 34 på et døgn er det højeste i 12 dage, men ingen af tallene er dog exceptionelt høje.

Samtidig er kontakttallet er for femte uge i træk beregnet til 1,1, hvilket betyder, at epidemien fortsat er let stigende.

Siden i går er 908 testet positiv ud af knap 132.000 prøver, hvilket giver en positivprocent på 0,69, som også er på niveau med de foregående uger.

Smitsom gade

Smitten i forhold til indbyggertal er stadig størst i Dragør efterfulgt af Aalborg og Frederiksberg, og alle tre kommuner har stigende tal siden i går. I Aalborg er 99 nye personer registreret smittet det seneste døgn.

Over halvdelen af de smittetilfælde, som er registreret i de fire sogn i Aalborg i dagene 15.-22. maj, kan spores tilbage til Jomfru Ane Gade, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed tirsdag til Jyllands-Posten. De har enten opgivet eget besøg eller nære kontakters besøg i festgaden som formodet smittekilde.

Der er fortsat fire nedlukkede sogn, nemlig Vor Frelsers og Budolfi i Aalborg, Høsterkøb i Rudersdal og Gellerup i Aarhus, som lukkede ned i går.