
Så er der bare 14 dage tilbage til valget, og vi begynder dagens rundtur i valg-landskabet med en bommert i Esbjerg, hvor et annonceomslag omkring Ugeavisen Esbjerg blev et af de seneste dages samtaleemner.
Annonce-siderne - fire i alt - omhandlede borgmesterpartiet Venstre og ikke mindst spidskandidat Jesper Frost Rasmussen (V). Sagen var bare den, at ved en fejl fremgik det, at annonceomslaget var købt og betalt af Esbjerg Kommune, beskriver JydskeVestkysten. Partiet skyndte sig via Facebook at prøve at redde bommerten, som V-folkene gerne havde været foruden. Ugeavisen havde genbrugt noget gammel tekst fra et tidligere kommunalt annonceomslag.
Nu vi er ved Venstre, så var der lidt længere oppe i det jyske - i Herning - en alternativ måde at forsøge at skubbe til en af de mere faste borgmestertaburetter. Herning Folkeblad var vært for et topmøde mellem borgmester Lars Krarup (V) og udfordreren Tommy Tønning (S), der forsøgte at få sin modkandidat eksporteret til København ved at skamrose ham med '...det kræver stor politisk indsigt at sidde 16 år som borgmester... og jeg vil sende en hilsen til Christiansborg og Lars Løkke (V), der her 1. januar får en superdygtig ministerkandidat, der kan hæve det nuværende ministerniveau væsentligt'.
Måske havde Tønning læst dknyt-historien om, hvordan Krarup - og Tønnings partifælle, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en ny bog begge udtaler, at de faktisk aldrig kunne drømme om at blive folketingspolitikere.
Hvem der vil være den bedste borgmester, har i Sønderborg fået et bemærkelsesværdigt indspark fra erhvervsmanden Jørgen Mads Clausen fra Danfoss, som ifølge JydskeVestkysten vurderede, at Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti vil have de nødvendige kvalifikationer som brobygger mellem rød og blå blok.
Jørgen Mads Clausen bemærkede bl.a., at når Flensborg har haft en mindretalsdansker som borgmester - Simon Faber - så kan Sønderborg vel også have en mindretalstysker. Kleinschmidts ambition er at samle S og V i en flertalsgruppe.
Det med at være den bedste var også temaet i baglandet i Alternativet i København, hvor en af ALT-kandidaterne, Stine Bardeleben Helles, ifølge Altinget trak sin kandidatur efter at have fået nok af 'gammel politisk kultur' og nok af 'kammerateri og misbrug af indflydelse' med direkte kritik af spidskandidat Niko Grünfeld, der må æde kritikken af lige præcis det politikområde, Alternativet i den grad ønsker at forny: den såkaldte politiske kultur.
I lighed med De Radikale har Alternativet derudover også mistet en lokalformand i København. Trine Hertz gik i utide efter indre uenigheder, og efter et medlem i Københavns-afdelingen af partiet fremsatte et mistillidsvotum mod bestyrelsen, stemte 34 af 84 stemmeberettigede medlemmer for. 47 stemte imod, og tre stemte blankt, hvorfor bestyrelsen kunne blive siddende.
Dagens rundtur slutter i det sydfynske, hvor thurinerne - sådan kalder man beboerne på Thurø - dukkede op med fakler til Fyns Amts Avis' vælgermøde, der ellers ville foregå i buldermørke - nemlig på en alt for uoplyst vejstrækning.
To politikere fra Svendborg, Hanne Ringgaard Møller (R) og udvalgsformand Birger Jensen (V) måtte meget konkret forholde sig til, om ikke snart der kunne blive råd til belysning på skolevejen, som ifølge politiet er for farlig for børnene at cykle på. Birger Jensen fandt det lige 'populistisk' nok at diskutere det lige op til valget, men troede iøvrigt på en snarlig, bred aftale om bedre belysning på dårligt oplyste veje i hele kommunen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.