ALBERTSLUND / HØJE-TAASTRUP: Som en del af et byudviklingsprojekt i Albertslund er kommunen nu blevet enig med nabokommunen Høje-Taastrup om at flytte kommunegrænsen, så Høje-Taastrup fremover bliver mindre, skriver Dagbladet Roskilde.
I alt er der tale om, at Høje-Taastrup bliver 1,5 promille mindre, når grænsen bliver flyttet en smule vestpå, så den i fremtiden vil følge motorvejen, og en del af St. Vejleådalen fremover vil derfor høre under Albertslund Kommune.
Byudviklingsprojektet handler om Hyldagergrunden, der ligger øst for motorvejen og syd for Roskildevej. Her vil Albertslund gerne udvikle et helt nyt boligkvarter.
- Det giver god mening at rykke kommunegrænsen, så hele området kommer under den samme myndighed. Det ville ikke være hensigtsmæssigt at udvikle området, og vi så var flere myndigheder, som skulle sagsbehandle og godkende planerne, så ved at rykke kommunegrænsen får vi hele området samlet under én myndighed, nemlig Albertslund Kommune, siger Høje Taastrups konservative borgmester Michael Ziegler til dagbladet.
Ifølge Dagbladet Roskilde sælger Høje-Taastrup Kommune i den forbindelse 57.242 kvadratmeter jord i området til Albertslund Kommune for 1.030.572 kr. Albertslund køber desuden 59.143 kvadratmeter jord af Vejdirektoratet, som også ejer en del af jorden i det nye byudviklingsområde.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.