dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Ahmed Samsam er blevet løsladt fra fængslet

Ahmed Samsam har udstået sin straf og er onsdag blevet løsladt fra fængslet, siger hans advokat. Samsam har anket sagen mod PET og FE til Højesteret.
9. NOV 2023 6.18

Den terrordømte Ahmed Samsam har afsonet sin fængselsdom og er onsdag blevet løsladt. Det bekræfter hans advokat, Erbil Kaya, over for Ritzau.

Under den civile retssag, som Ahmed Samsam har anlagt mod de danske efterretningstjenester, kom det frem, at han ville blive løsladt omkring starten af november. Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel for terror i Spanien. Han blev senere overflyttet til afsoning i Danmark, hvor Retten i Glostrup ændrede dommen til en dom på seks års fængsel.

Siden den spanske retssag begyndte, har Ahmed Samsam hævdet, at han har arbejdet for de danske efterretningstjenester, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som agent. Det har hverken PET eller FE ønsket at bekræfte eller afkræfte.

Ifølge Ahmed Samsam har han arbejdet for tjenesterne under rejser til Syrien. Med den civile retssag mod tjenesterne krævede han, at de skulle anerkende ham som agent. Han ville bruge en eventuel anerkendelse til at få genoptaget sin sag i Spanien.

Men tidligere onsdag afviste Østre Landsret at behandle sagen, da retten ikke mener, at han har retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet. Ifølge landsretten er det ikke godtgjort under retssagen i Danmark, at dommen i Spanien kan ændres, eller at sagen kan blive genoptaget.

Ahmed Samsams advokat, Erbil Kaya, oplyste tidligere onsdag til Ritzau, at dommen i landsretten bliver anket. Det betyder, at Højesteret skal behandle sagen.

Når sagen skal for Højesteret vil Erbil Kaya også gøre et nyt forsøg på at indkalde en række vidner, som landsretten afviste. Det gælder blandt andet den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Ahmed Samsam har ifølge DR onsdag også delt et billede på sin Facebook, og han fortæller til mediet, at han er hos sin familie.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ahmed-samsam-er-blevet-loesladt-fra-faengslet

GDPR