dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Torben Huss, Ritzau Scanpix.

Afbrændingsforbud trukket tilbage i nu 63 kommuner

Så må der igen tændes ild i det fri i det meste af Jylland, på hele Fyn og i et par håndfulde sjællandske kommuner. OPDATERET: Otte hovedstadskommuner er nu også med
13. AUG 2018 14.58

Efter 40 dage med landsdækkende forbud mod åben ild i det fri er det meste af Jylland, hele Fyn og en lille snes sjællandske kommuner fra mandag kl. 17 ikke længere underlagt afbrændingsforbud. Status skifter løbende og viser lige nu 63 kommuner uden forbud, og 35 der stadig har.

I Jylland opretholdes afbrændingsforbuddet kun i Østjylland, dels i Østjyllands Brandvæsens fire kommuner Aarhus, Skanderborg, Odder, Samsø, dels i Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner hvor Beredskab & Sikkerhed yderligere vurderer, at forbuddet vil være gældende mindst frem til fredag.

Hele Fyn har opgivet afbrændingsforbuddet. Først kom Middelfart, der hører under det ellers hovedsagelig jyske Trekantområdets Brandvæsen, og senere mandag fulgte de øvrige ni fynske kommuner under Beredskab Fyn trop.

På Sjælland er Slagelse Kommune alene om sit beredskab, og det har besluttet at ophævet forbuddet. Det har også nabokommunerne Næstved, Ringsted, Faxe og Vordingborg i Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, og Beredskab Øst, der omfatter kommunerne Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Gentofte og Lyngby-Taarbæk.

Sidst på dagen meddelte Hovedstadens beredskab, at det ophæver afbrændingsforbuddet i kommunerne København, Frederiksberg, Dragør, Hvidovre, Rødovre, Brøndby, Glostrup og Albertslund. Endvidere har Tårnby Kommune, der er alene med sit Tårnby Brandvæsen, besluttet at ophæve forbuddet.

Imod den almindelige trend går foruden de østjyske kommuner med fortsat afbrændingsforbud også Bornholm, hvor man i sidste uge skærpede afbrændingsforbuddet og udvidede det til også at gælde rygning i naturområder. Dette forbud opretholdes mindst til næste mandag.

Ophævelserne af afbrændingsforbuddet er kommet drypvis for de enkelte kommuner/beredskaber hen over mandagen, og flere kan komme til. Danske Beredskaber opdaterer løbende på sin hjemmeside og på Twitter.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/afbraendingsforbud-trukket-tilbage-i-nu-63-kommuner

GDPR