NÆSTVED: Ældre borgere ved bedst, hvilke teknologiske opfindelser de har brug for i hjemmet. Det er udgangspunktet for et samarbejde mellem Næstved, Roskilde, Århus og Esbjerg kommuner om at afdække teknologiske opfindelser, der i fremtiden kan gøre livet lettere for de ældre borgere.
I disse år afprøves forskelligt velfærdsteknologi i plejesektoren, foreksempel støvsugerrobotter. Det er produkter, der ikke er udviklet specielt til plejesektoren og derfor er der et 'uopdyrket' marked. Næstved, Esbjerg, Roskilde og Århus kommuner er gået sammen om at få udviklet teknologiske produkter specielt til de borgere, der får pleje i eget hjem. Brugerdrevne innovationsmetoder betyder, at kommunerne i projektet inddrager borgerne i udviklingsarbejdet, lyder det fra Næstved Kommune.
Projektet sigter på at udvikle ny teknologi, der kan gøre brugerne mere selvhjulpne, fordi undersøgelser har vist, at det giver mere livskvalitet at være selvhjulpen. Samtidigt oplever mange kommuner i disse år at det er svært at skaffe medarbejdere inden for omsorgssektoren, og problemet forventes at vokse de kommende år.
- Jeg håber, at mange ældre vil hjælpe os med at finde ud af, hvad vi skal udvikle for at hjælpe dem, fortæller formand for Omsorg, handicap og psykiatri Carsten Rasmussen (S) og fortsætter: Projektet skal være med til at ændre den måde, kommunerne leverer serviceydelser på. Det skal sætte brugeren i centrum for den teknologiske udvikling af velfærdsprodukter. Projektet løber i 1½ år og skal ende med mindst to konkrete modeller for noget, vi endnu ikke ved, hvad er, men som kan gøre en række borgere mere selvhjulpne og tilfredse i fremtiden.
En central del af projektet er at kortlægge brugernes begrænsninger og behov. Derfor skal antropologer ud i de ældre borgeres hjem og tale med dem. Målet er, at de i samarbejde finder frem til løsninger, der endnu ikke findes - men som kan udvikles indenfor nær fremtid. Projektet skal desuden skabe grundlag for, at private virksomheder udvikler nye teknologier.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.