ÅRHUS: Efter længere tids overvejelser og grundig forberedelse fremlægger socialrådmand Hans Halvorsen (S) nu en indstilling over for byrådet med forslag om at gennemføre et 3-årigt forsøg med lægeordineret heroin i Århus. Det sker efter, at Folketinget i 2008 gav kommunerne lov til at anvende lægeordineret heroin som en del af behandlingen over for svære heroin-misbrugere.
Et flertal i magistraten bakkede i dag op om socialrådmandens indstilling, som nu sendes videre til Byrådets endelige godkendelse.
- I udlandet har man positive erfaringer med lægeordineret heroin, og de erfaringer håber jeg, at vi kan overføre til Århus. Både for misbrugernes, deres pårørendes og for hele det århusianske lokalsamfunds skyld, siger Hans Halvorsen.
Socialrådmanden hæfter sig især ved, at erfaringerne fra især Tyskland og Holland viser, at der er store gevinster at hente ved ordningen såvel på misbrugernes generelle sundhedstilstand som for hele samfundet - især gennem en markant lavere kriminalitet.
- Der har været forskellige etiske overvejelser omkring at indføre lægeordineret heroin, og det forstår jeg godt. Men debatten har i alt for høj grad drejet sig om, hvad man tror og ikke tror på, er effekten af en sådan ordning. Den viden, som man kan hente i udlandet, viser imidlertid, at der er klare gevinster at hente, selv om ordningen er forholdsvis dyr, siger Hans Halvorsen.
- Det afgørende for mig har desuden været, at man ikke lader lægeordineret heroin stå alene, men samtidig sætter kraftigt ind med socialpsykiatrisk bistand, siger socialrådmanden i Århus.
I Hamborg, som Socialudvalget besøgte i oktober sidste år, har man således gode erfaringer efter ca. 8 år med lægeordineret heroin. Her har man oplevet en markant forbedring af heroin-misbrugerens livskvalitet både psykisk, socialt og fysiske helbredstilstand i forhold til traditionel metadonbehandling. Desuden er der opnået en række samfundsmæssige gevinster med bl.a. mindre kriminalitet, mindre gadesalg af heroin, ligesom beskæftigelsen i gruppen af stofmisbrugere i behandling er steget markant.
Målgruppen vil i begyndelsen være 20 brugere, der har været kendt i længerevarende metadonbehandling i over 12 måneder. Sundhedsstyrelsen vurderer, at hver klinik skal kunne rumme mellem 30-60 brugere, for at det vil være forsvarligt. Det forventes derfor, at Århus Kommune indenfor en årrække vil have 30-40 brugere i heroinbehandling.
Brugerne vil skulle møde op to gange dagligt for at indtage heroin, og de vil få udleveret metadon til natten. Derudover vil brugerne blive tilbudt social behandling i tilknytning til heroinbehandlingen.
I klinikken skal være en behandlingsansvarlig læge, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen. Den behandlingsansvarlige læge tildeles ordinationsretten samt kompetencen til at træffe afgørelse om, hvem der kan modtage behandlingen.
Århus kommune kompenseres af staten for de merudgifter, der er forbundet med indførelsen af heroinbehandlingen. Finansieringen sker ved, at Århus Kommune tildeles 9,1 mio. kr. årligt fra 2010. Derudover tildeles Århus Kommune 1 mio. kr. til etableringsomkostninger. Der er afsat 4 mio. kr. på landsplan til uddannelse af personale.
Sundhedsstyrelsen evaluerer ordningen på landsplan efter to år, hvor konsekvenserne af indførelsen af ordningen samt de økonomiske ram-mer vil blive revurderet.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.