Dødsfald: Tidligere FOA-formand Poul Winckler, 81 år

KORT NYT14. JAN 2019 11.39

Fagforbundet FOA's første formand, Poul Winckler, er søndag afgået ved døden, oplyser FOA. Forbundsformand Mona Striib hylder den tidligere FOA-formand, der blev 81 år og siger, at FOA først og fremmest vil huske Winckler som en fremragende forhandler og kalder ham 'et billede på den danske model, når den er bedst' og en 'historisk skikkelse'.

Han bliver beskrevet som drivkraften bag etableringen af flere social- og sundhedsuddannelser, der blev grundlagt i starten af 1990'erne.  Samtidig forbedrede han pensionsindbetalingerne og barselsreglerne på det offentlige arbejdsmarked.

Winckler, der var uddannet portør, blev som 43-årig valgt til formand for Dansk Kommunal Arbejderforbund, som han i 1993 fik fusioneret med Husligt Arbejderforbund. Fusionen kom til at hedde FOA, og Winckler var formand, til han som 65-årig faldt for aldersgrænsen i 2002. Sideløbende med fagforeningsarbejdet sad han fra 1997-2001 i byrådet for Socialdemokratiet i Farum. I de senere år engagerede han sig i det lokale kirkeliv. FOA er Danmarks tredje største fagforbund med cirka 180.000 medlemmer. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner.

ibs / Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt