
GULDBORGSUND: Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Guldborgsund Kommune reduceres fra syv til fem mandater, skriver Lolland-Falsters Folketidende. Efter i et års tid at have protesteret over topstyring, har Lis Magnussen og Mette Møller nemlig besluttet at blive løsgængere.
- Der er dårligt samarbejde i gruppen. Man kan ligesom ikke komme til orde, for der er et par stykker, der bestemmer det hele, siger Lis Magnussen til Folketidende.
- Vi har prøvet at nævne flere gange, at vi er utilfredse med den måde, det kører på, men det bliver ikke taget alvorligt, supplerer Mette Møller.
De to kritiserer gruppeformand René Christensen for at diktere resten af partiets byrådsmedlemmer, hvad de skal gøre og mene og for at føre en uforsonelig oppositionspolitik.
Problemerne begyndte, da René Christensen - der også er partiets finansordfører på Christiansborg - fik slukket drømmen om at blive borgmester, og DF ikke længere var en del af flertalsgruppen. Stemningen i byrådsgruppen blev markant dårligere end i den forrige periode, og nu skulle der føres benhård oppositionspolitik.
Sådan har Mette Møller og Lis Magnussen - der begge er i gang med deres anden periode som byrådsmedlemmer - oplevet det.
- Nu skal vi sige nej til alting, siger Lis Magnussen og bakkes op af Mette Møller:
- Jeg bryder mig ikke om den linje, der bliver ført. God politik er dialog og samarbejde, og det opnår man ikke ved en krig i byrådssalen. Jeg bryder mig ikke om den form for hævn.
René Christensen afviser kritikken:
- Det må stå for deres regning. Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Jeg repræsenterer Dansk Folkeparti, og vi fører selvfølgelig Dansk Folkeparti-politik og holder fast i det, vi gik til valg på. Men de har truffet et valg, og det må de gøre. Det står dem frit for, siger han til Folketidende.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.