
Regeringen har i dag præsenteret en ny ledelses- og kompetencereform, som skal ruste den offentlige sektor bedre til fremtiden. Det er især ledelsernes vigtige rolle, der er fokus på, så 'der er bedst mulige rammer for at kunne bruge deres faglighed og levere velfærd af høj kvalitet', lyder det fra Finansministeriet i udspillet 'En offentlig sektor rustet til fremtiden'.
Det er blandt andet de godt 28.000 ledere i kommunerne og 6.000 i regionerne, som skal rustes til fremtiden med Ledelseskommissionens anbefalinger i udspillet.
Eksempelvis opfordrer regeringen til, at topledere i både kommunalbestyrelser og regionsråd giver mere plads til ledelse og placerer beslutningskraften tættere på borgerne. 'Det er et fælles ansvar', lyder det.
Sygefraværet skal nedbringes
Udspillet indeholder også initiativer, som skal nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor. Eksempelvis vil regeringen etablere et rejsehold, som kan assistere og rådgive arbejdspladser med særligt højt sygefravær.
- Et godt arbejdsmiljø og et lavt sygefravær er nogle af grundstenene for at have velfungerende arbejdspladser, der gør det muligt at skabe værdi for borgerne. Her spiller god og kompetent ledelse et vigtigt element. Det er der behov for at styrke, og jeg er derfor glad for, at vi i dag kan præsentere brede sygefraværsinitiativer, som skal være med til at sikre et bedre og sundere arbejdsmiljø, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
Mangelfuld ledelse er ikke godt nok
Ledelseskommissionen er også kommet frem til, at ledere kun i begrænset omfang oplever, at organisationen afskediger ledere, der ikke præsterer, og 'det er ikke godt nok'.
Derfor lægges der op til, at der i højere grad sættes ind over for mangelfuld ledelse. Det kan eventuelt være med en omplacering eller afskedigelse, hvis det ikke lykkes.
Desuden peger Ledelseskommissionen på, at der med fordel skal være større mobilitet mellem den offentlige og private sektor. Her kan der nemlig skabes større udveksling af ideer, arbejdsmetoder og faglighed, lyder det.
Udspillet består af 22 konkrete initiativer og 27 anbefalinger og er det femte af i alt seks reformspor i sammenhængsreformen.
Læs mere og find hele udspillet her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.