Klimarådets eksformand: Regeringen bad os droppe kritik
Økonomiprofessor Peter Birch Sørensen.
Foto: Finn Frandsen, Ritzau Scanpix

Klimarådets eksformand: Regeringen bad os droppe kritik

Minister har opfordret Klimarådet til at afholde sig fra kritik af regeringens politik, fortæller afgående formand. Det udløser kritik fra ekspert
7. DEC 2018 6.43

Den danske regering har direkte opfordret Klimarådet til at afholde sig fra kritik af regeringens politik. Det fortæller den afgående formand for Klimarådet, økonomiprofessor Peter Birch Sørensen, til Politiken fredag.

I sidste uge blev Peter Birch Sørensen vraget som formand for Klimarådet, der er regeringens vigtigste vagthund inden for klima.

Det skete kun få dage efter et offentligt skænderi mellem ham og klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V). Peter Birch Sørensen havde kaldt regeringens klimapolitik 'uambitiøs', mens Lars Christian Lilleholt afviste kritikken som 'forvrøvlet'.

Peter Birch Sørensen fortæller, at uenigheden mellem de to stak dybere end hidtil kendt og begyndte længe forinden:

- Allerede i den første rapport, vi afgav i slutningen af 2015, var vi kritiske, og der ytrede ministeren sin utilfredshed med vores konklusioner, siger han til Politiken.

Kontrovers
Problemet var, at et flertal bestående af venstrefløjen, Radikale og Konservative i 2014 havde vedtaget en aftale om, at Danmarks CO2-udslip skulle falde 40 pct. inden 2020.

Klimarådet besluttede at bruge aftalen som udgangspunkt for sin første rapport. Men i mellemtiden havde Venstre overtaget regeringsmagten.

- Der opstod en diskussion mellem ministeren og mig, siger Birch Sørensen.

- Ministeren mente, at da vi var rådgiver for regeringen, skulle vi rådgive om de målsætninger, regeringen havde stillet op, og derfor var det ikke relevant at kritisere den for ikke at leve op til 40-procent-målet. Det havde vi en kontrovers om.

Ifølge klimaloven er Klimarådet uafhængigt og vælger selv sine opgaver. Ministeren må ikke kræve, at rådet tager bestemte emner op eller lader andre ligge.

For langt
Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, mener, at sagen er betænkelig.

- Hvis det er rigtigt som gengivet, så går ministeren et skridt for langt. Et er, at man har en anden holdning, men et pres og et direkte dekret om ikke at kigge i en bestemt retning, skal man holde sig fra.

- Ministeren må respektere reglerne om uafhængighed, siger han til Politiken.

På baggrund af Politikens historie oplyser Socialdemokratiets klimaordfører, Jens Joel, til Ritzau, at han vil kalde Lars Christian Lilleholt i samråd om sagen.

- Vi er nødt til at vide, om regeringen har forsøgt at orkestrere, hvad der kom ud fra Klimarådet. Det virker dybt alvorligt det her, siger han.

Klimarådet hører under klimaloven, som SR-regeringen stod bag i 2014.

Uddrag af lovgrundlaget for Klimarådet:

  • Vurdere status for Danmarks opfyldelse af nationale klimamålsætninger og internationale klimaforpligtigelser.
  • Analysere mulige omstillingsveje mod et lavemissionssamfund i 2050 og mulige virkemidler for at opnå drivhusgas-reduktioner.
  • Udarbejde anbefalinger om udformning af klimapolitikken, herunder valg af virkemidler og omstillingsveje.
  • Bidrage til den offentlige debat. Klimarådet skal i fornødent omfang i udarbejdelsen af sine analyser og øvrige arbejde høre og inddrage relevante parter, herunder blandt andet erhvervsinteresser, arbejdsmarkedets parter og civilsamfund.

Kilde: Klimaloven


Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt