dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Ansøgere til de gymnasiale uddannelser er blevet fordelt, og på landsplan har 95 procent af ansøgerne til de gymnasiale uddannelser på offentlige gymnasier fået plads på det gymnasium, de har søgt som deres førsteprioritet. (Arkivfoto)
Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

95 procent af ansøgere til gymnasier får opfyldt førsteprioritet

Andel ansøgere, der får plads på det gymnasium, de har søgt som førsteprioritet, er på niveau med sidste år.
8. MAJ 2024 12.40

95 procent af ansøgerne til de gymnasiale uddannelser har fået plads på deres førsteprioritet. Det viser opgørelsen af fordelingen af ansøgere for 2024, skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Det ligger på niveau med sidste år. Her var tallet 94 procent.

På stx-uddannelsen, som er den almene gymnasieuddannelse, har færrest personer fået deres førsteprioritet opfyldt, nemlig 93 procent. For htx-uddannelsen, som er den tekniske gymnasieuddannelse, er det omvendt 100 procent.

Fordelingen af ansøgere tager først og fremmest udgangspunkt i ansøgernes egne prioriterede ønsker.

Hvis der er færre ansøgere end pladser på et gymnasium, får alle plads. Hvis der har været flere ansøgere end pladser på et bestemt gymnasium, er ansøgerne blevet fordelt på baggrund af transporttiden fra deres bopæl til gymnasiets adresse.

Regioner er med til at fordele

Det er anden gang, at ansøgere til de gymnasiale uddannelser er blevet fordelt centralt af Børne- og Undervisningsministeriet og regionerne.

I 2023 skrottede et politisk flertal en omstridt aftale om elevfordeling.

Ifølge den oprindelige gymnasieaftale, som blev indgået i juni 2021, skulle forældres indkomst være med til at afgøre, hvilket gymnasium eleven kom ind på.

Men sidste år blev det altså besluttet, at eleverne igen skulle fordeles efter transporttid til uddannelsesstedet.

Fordeling ud fra forældrenes indkomst skulle ellers løse problemer på gymnasier i især byer som Odense og Aarhus samt et bredt område omkring hovedstaden. Men den blev kritiseret af især de blå partier for at tvinge elever til at gå på gymnasier, som de ikke selv havde ønsket.

Ser man på fordelingen sidste år, er der forskel på, hvor i landet flest fik opfyldt deres førstevalg.

I Region Hovedstaden fik 89 procent opfyldt førsteprioriteten for stx. I Region Nordjylland og Region Sjælland var det 97 procent.

For hhx-ansøgere - den højere handelseksamen - fik 87 procent af ansøgerne deres førsteprioritet sidste år.

I det midtjyske var det dog 99 procent og hele 100 procent i Region Syddanmark.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/95-procent-af-ansoegere-til-gymnasier-faar-opfyldt-foersteprioritet

GDPR