Thorndahl vil granske logbøger for kommunale biler efter KV17-sag

Vordingborg pålagt at udlevere kilometerregnskaber efter at indsatslederbil blev brugt til transport i KV17-valgkamp

VORDINGBORG: En køretur i den kommunale indsatslederbil, foretaget af indsatsleder Claus Christensen fra Sydsjællands Brand- og Redning er den indirekte anledning til at alle logbøger for Vordingborg Kommunes bilpark nu skal udleveres i en aktindsigt.

Køreturen foretog Claus Christensen under KV17-valgkampen i sin egenskab af socialdemokratisk byrådskandidat med det formål at uddele valgmateriale. Allerede da episoden indtraf, fik Claus Christensen indskærpet regler for privat anvendelse af tjenestebil, men oveni kommer nu, at kørselsregnskaberne for både indsatslederbilen og alle andre kommunale biler må forventes at blive endevendt.

Den tidligere Hørsholm-borgmester Uffe Thorndahl (K), der flittigt begærer aktindsigter hos blandt andre Vordingborg Kommune, står bag kravet om at få logbøgerne udleveret, og det har han netop fået medhold i hos Ankestyrelsen, skriver Sjællandske. Vordingborg Kommune, der tidligere på grund af Uffe Thorndahls flid med aktindsigter har lagt gebyr på behandlingen af sådanne, havde afvist anmodningen denne gang, men blev altså underkendt af tilsynsmyndigheden.

Thorndahl lægger ikke skjul på at han forventer at finde andre kritisable eksempler end Claus Christensens med indsatslederbilen.

- Kommunen fører formentlig ingen reel kontrol med den mulige private anvendelse. Det vil ikke forbavse mig, hvis den private anvendelse på årsbasis koster os skatteydere flere 100.000 kroner, siger Uffe Thorndahl til Sjællandske.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt