Opstillingsreglerne til KV17 byder på en arbejdsmæssig lettelse - men til gengæld en tidsmæssig stramning - for partiorganisationerne i forhold til tidligere valg. Under visse betingelser er det ikke længere nødvendigt at skaffe stillere til en opstillingsliste, hvis partiet i forvejen er repræsenteret og søger om fritagelse.
Til gengæld skal partiorganisationerne være klar med kandidatlisterne tidligere end ved KV13. Alle frister er generelt fremrykket med tre uger, og ønsker man fritagelse for stillere, skal opstillingslisterne indleveres yderligere to uger tidligere end den allerede fremrykkede frist, så der er tid til alligevel at skaffe stillere, hvis partiets ansøgning om fritagelse for stillere ikke imødekommes.
Muligheden for fritagelse gælder partier og lister, der blev valgt ved KV13 og stadig er repræsenteret i vedkommendes byråd eller regionsråd. Derudover skal der være, hvad Indenrigsministeriets vejledning kalder 'identitet' mellem den valgte og fortsat repræsenterede liste på den ene side og den nye kandidatliste på den anden side.
Identitetskravet betyder ikke, at de skal være de samme mennesker, der opstiller igen, men der er en overgrænse for, hvor mange partiskifter der må have fundet sted inden for den valgte og fortsat repræsenterede liste siden KV13. Hvis over halvdelen af de oprindeligt valgte har skiftet parti eller er blevet løsgængere, er konsekvensen, at 'der som udgangspunkt ikke vil være den fornødne identitet', hedder det i vejledningen.
Andre forhindringer kan være, at en liste er blevet sprængt og flere fraktioner hævder at være den sande arvtager til den oprindelige liste, eller listen kan have skiftet navn undervejs. I de tilfælde er der ingen vej uden om at skaffe stillere for at kunne opstille til KV17.
Hovedreglen må dog forventes at være, at de KV13-valgte partier og lister ikke har gennemlevet den slags problemer og derfor kan fritages for kravet om stillere til KV17. Til gengæld skal de være klar med deres kandidatlister to uger tidligere.
Indleveringsfristen for kandidatlister uden stillere er mellem 5. og 19. september, mens indleveringsfristen med stillere er mellem 19. september og 3. oktober. Forskellen er begrundet i, at hvis listen ikke fritages for stillerkravet, er der stadig tid til at skaffe stillere.
Slutfristen 3. oktober er syv uger før valgdagen, og det er en fremrykning i forhold til KV13, da slutfristen lå fire uger før valgdagen. For kandidatlister der vil slippe for stillere er fristen ni uger før valgdagen.
De ændrede frister i forhold til tidligere har gjort, at en dato fra KV13 er smuttet med i KV17-vejledningen, se særskilt artikel.
KV17-vejledningen byder også på ændringer i reglerne for antallet af stillere, blandt andet er kommunernes mulighed for selv at påvirke antallet fjernet. Se særskilt artikel herom.
Læs eller download KV17-vejledningen.
Se evt. også KV13-vejledningen til sammenligning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.