81-årig dansker er død med coronavirus
Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix

81-årig dansker er død med coronavirus

Lørdag døde en 81-årig person, der var indlagt med flere alvorlige sygdomme og også var testet positiv for corona.
14. MAR 2020 18.04
TEMA: Corona

HOVEDSTADEN: En 81-årig person, der var smittet med coronavirus, døde lørdag på Herlev Hospital. Det er det første dødsfald relateret til coronavirus, oplyser regionen i en pressemeddelelse. Den 81-årige var indlagt på Herlev Hospital for flere alvorlige sygdomme og blev i løbet af indlæggelsen testet positiv for corona.

Regionen skriver ikke, om dødsfaldet direkte kan kobles til corona, men at det er første dødsfald i Region Hovedstaden relateret til virusset. Regionen har ikke yderligere kommentarer til dødsfaldet og henviser til pressemeddelelsen.

TV 2 har været i kontakt med Sundhedsministeriet, der i øjeblikket arbejder på at få bekræftet, om borgeren er omkommet af covid-19, som er sygdommen, man får af coronavirus, eller en anden årsag. Det personale, som har været så tæt på den 81-årige, at der er risiko for smitte, er blevet sendt hjem i karantæne.

Samtidig er to patienter sendt i isolation. De har indtil videre ikke vist symptomer på virusset. Lørdag er antallet af bekræftede smittetilfælde i Danmark 827 personer, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Ved seneste opdatering lørdag klokken 11 havde styrelsen ikke registreret nogen dødsfald.

Det reelle antal af smittede vurderes at være højere end de 827. Det hænger sammen med, at de danske myndigheder torsdag skiftede strategi i kampen mod virusset. Fokus er nu på at finde de mest syge patienter. Mellem 1.680 og 5.600 danskere risikerer at miste livet i løbet af hele epidemiperioden. Myndighederne forventer dog, at dødstallet vil lande i den lave ende af intervallet.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt