dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Ophold i et shelter er bare en ud af mange muligheder for friluftsliv, og projekter til fremme af livet i det fri har fra Friluftsrådet fået 22 mio. kr. fordelt i 72 kommuner.
Søren Breiting, Biofoto/Ritzau Scanpix

72 kommuner får støtte til bedre friluftsliv

Friluftsrådet har givet 22,3 mio. kr. i tilskud til 201 projekter, der skal skabe bedre rammer for friluftsliv til land, vand og fremme af børn og unges friluftsliv.

Med 22,3 mio. kr. fra Friluftsrådets udlodningsmidler til 201 projekter fordelt i 72 kommuner skal der laves bedre fysiske rammer for friluftsliv og bedre muligheder for vandfriluftsliv - ligesom børn og unges friluftsliv generelt skal fremmes, oplyser Friluftsrådet.

Projekterne skal også være med til at øge befolkningens naturforståelse, og mange af dem sigter mod at gøre natur og fritidsliv til en større del af børns hverdag - i dagtilbud, skole eller fritid. Fx ved at etablere grønne læringsrum til udeundervisning, læring og fordybelse i naturen, lyder det fra Friluftsrådet.

- Naturoplevelser og friluftsaktiviteter bør være en del af alle børns hverdag, men det er desværre langt fra tilfældet i dag. Derfor er vi rigtig glade for, at kunne støtte så mange gode projekter, der styrker børnenes muligheder for at komme ud i det fri. Naturen kan blandt andet give børn og unge en mental balance og ro, som de kan nyde godt af hele livet, siger direktør for Friluftsrådet Winni Grosbøll.

Temaer for projekterne

De 201 projekter i de 72 kommuner har fået støtte inden for tre temaer:

  • Børn og unges friluftsliv: 92 projekter, der fremmer friluftsliv og naturoplevelser for børn og unge, eller som øger børn og unges naturforståelse gennem aktiviteter og formidling i det fri.
  • Fysiske rammer for friluftsliv: 60 projekter, der forbedrer de fysiske rammer for befolkningens friluftsliv, så flere kommer ud og oplever naturen.
  • Vandfriluftsliv: 44 projekter, der understøtter eller igangsætter friluftsaktiviteter i direkte tilknytning til vand - dvs. ved landets kyster, strande, havne, fjorde, søer og åer.

Som eksempler på projekter med tilskud nævner Fritidsrådet Danmarks første jordhuleshelter med sovekabine i Hatting Parken ved Horsens, en bålhytte som ramme for bl.a. udeundervisning til Lillesyd Friskole i Herfølge og projektet "Blå skole i naturpark  Lillebælt", der skal øge børns kendskab til Naturpark Lillebælt.

Miljøet og de frivillige 

I valget af støttede projekter er der også taget hensyn til at begrænse den miljømæssige belastning. Mange af dem har indtænkt miljømæssigt mere bæredygtige løsninger fx brugen af genbrugsmaterialer eller miljøcertificerede og langtidsholdbare materialer, ligesom forskellige tiltag for at øge biodiversiteten lokalt eller deleordninger kan være i spil, hvor friluftsudstyr udlånes til en bred målgruppe.

Over 60 pct. af de projekter, der har fået tilskud, er drevet af frivillige foreninger og organisationer.

- Det er fantastisk at se, hvor mange ildsjæle der brænder for at skabe bedre muligheder for friluftsliv og naturoplevelser både til lands og til vands. Lige fra formidlings- og oplevelsesruter, balance- og motorikbaner i naturen, bålhytter, shelterpladser og MTB-ruter til badebroer, saunaer til vinterbadning og så videre, siger Winni Grosbøll.

Geografisk fordeling 

Der er givet tilskud til projekter i 72 forskellige kommuner.

  • I Region Hovedstaden har 32 projekter fået i alt 2,6 mio. kr. i tilskud.
  • I Region Midtjylland har 54 projekter fået i alt 4,6 mio. kr. i tilskud.
  • I Region Nordjylland har 34 projekter fået i alt 3,4 mio. kr. i tilskud.
  • I Region Sjælland har 35 projekter fået i alt 3,7 mio. kr. i tilskud.
  • I Region Syddanmark har 41 projekter fået i alt 3,8 mio. kr. i tilskud.

Derudover har fem nationale projekter samlet set fået 4 mio. kr. i tilskud.

Se listen med de støttede projekter her. 
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/72-kommuner-faar-stoette-til-bedre-friluftsliv

GDPR