
Borgmestrene i 6-byerne København, Aarhus, Odense, Aalborg, Randers og Esbjerg appellerer til regeringen om ikke at skrotte Togfondens timemodel, der skulle forbinde byerne med en rejsetid på blot en time mellem hver. Et udspil fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) lægger op til at opgive eller udsætte timemodellen på grund af pengemangel.
Men de seks borgmestre opfordrer regeringen og Folketinget til at fastholde ambitionen om timemodellen for at binde landet bedre sammen og bidrage til vækst. De seks borgmestre Frank Jensen (S), København, Jacob Bundsgaard (S), Aarhus, Anker Boye (S), Odense, Thomas Kastrup Larsen (S), Aalborg, Claus Omann Jensen (V), Randers og Johnny Søtrup (V), Esbjerg efterlyser konsistens i Folketingets langsigtede infrastruktur-planlægning, fordi byerne længe har planlagt ud fra en styrkelse af togtrafikken.
6-by samarbejdet lancerede allerede i 2006 ambitionen om timemodellen og nye højhastighedsforbindelser, der ville være den største forbedring af transportsystemerne i Danmark siden motorvejsnettet og Storebæltsforbindelsen.
Timemodellen vil bringe Danmark på niveau med de andre lande i Vesteuropa og få mulighed for at blive koblet på det europæiske højhastighedsnet. Danmark er sammen med Irland og Island de eneste lande i Vesteuropa, der endnu ikke har højhastighedstog, argumenterer 6-by borgmestrene.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.