Postbudet kommer med middagsmaden

Postbudet kommer med middagsmaden

Fra i morgen vil Post Danmarks gule biler køre mad ud til ældre og svækkede borgere i København. Kommunen mener at opnå både sikkerhed, kvalitet og en millionbesparelse

KØBENHAVN: Efter at have undersøgt markedet nøje har Københavns Kommune valgt at lade Post Danmark stå for al madudbringning til de cirka 2.000 borgere, der modtager mad i hjemmet. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Madudbringning er en af de helt centrale opgaver for os. Når man som i København tilbyder de hjemmeboende varm frisk mad hver dag, er udbringningen en meget kompliceret opgave. Maden skal komme til tiden, og når den kommer frem, skal den varme mad være varm og den kolde mad kold. Den opgave har vi vurderet, at Post Danmark er de bedste til at løfte, siger Hanne Baastrup, økonomidirektør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

Skatteyderne i København sparer et anseeligt millionbeløb, når de gule specialindrettede postbiler overtager opgaven med at køre maden ud. Men det vigtigste er sikkerheden og kvaliteten, fastslår sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

- Mit mål er at tilbyde god, sund, velsmagende og friskest mulig mad til byens ældre. I modsætning til mange andre kommuner stiller vi os ikke tilfredse med langtidsholdbare kolde vakuum-pakker eller praktisk dybfrossen mikrobølgemad. Borgerne skal kunne få et varmt friskt måltid. Derfor er udbringningen meget vigtig, og forvaltningen skal hele tiden sikre, at vi gør det bedst muligt af hensyn til borgerne, siger Ninna Thomsen.

Post Danmarks biler fungerer som både ovne og køleskabe. Ovnene tændes undervejs, så maden når serveringstemperaturen præcis, når den kommer frem til borgeren.

Hos Post Danmark ser man frem til at skulle løfte opgaven med at bringe mad ud til borgerne i København.

- Vi er stolte af at have vundet Københavns Kommunes udbud, og vi glæder os til vise, at vi er den rigtige leverandør, der kan sikre, at københavnerne får deres mad til tiden hver dag året rundt. Vores biler er blevet indrettet, så vi kan leve op til København Kommunes høje krav til levering af kold og varm mad, og vores chauffører har i de sidste par uger været under uddannelse, så vi fra dag ét kan levere en service af høj kvalitet til borgerne, siger Lars Udsen, chef for Facility Service i Post Danmark.

Maden vil blive leveret af chauffører i letgenkendelige Post Danmark uniformer, og på siden af den gule postbil kommer der til at stå 'Madudbringning for Københavns Kommune'.

mou

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt