Rebild sparer halv million på telefoner

Nu har kun de færreste både fastnettelefon og arbejdsmobil
9. MAR 2010 16.14

REBILD: Som konsekvens af en målrettet indsats har Rebild Kommune fra juni 2008 til august 2009 sparet næsten en halv million kroner på telefoni. Som sidegevinst har en række medarbejdere fået mulighed for mere fleksible arbejdsvilkår.

Besparelsen er blandt andet opnået ved at undersøge, hvilke forskellige typer af forbindelser og andre produkter inden for telefoni, kommunen har behov for. På den måde er det sikret at kommunen kun betaler for de produkter, den rent faktisk skal bruge, oplyser den nordjyske kommune.

Kommunen har også sikret sig, at der er færrest muligt, der i forbindelse med deres arbejde både har en fastnettelefon og en mobiltelefon.

Samtidig har man givet de medarbejdere der ønsker det, mulighed for at skifte fastnettelefonen ud med en mobiltelefon. Og selvom det måske lyder som en dyrere løsning, er det faktisk billigere.

It-chef ved Rebild Kommune, Per Bo Christensen forklarer:
- I forbindelse med vores fastnettelefoner er der nogle faste udgifter til abonnement, vi skal betale uanset om vi bruger telefonerne eller ej. Disse udgifter har vi ikke i vores aftale om mobiltelefoni.

Opmærksomhed på adfærden
En anden metode, der bliver anvendt, er at holde øje med, hvordan medarbejderne bruger telefonen. En fremgangsmåde, der også bliver lettere med brugen af mobiltelefoni.

- Ikke sådan at vi sidder og kontrollerer, hvad kommunens ansatte bruger deres telefon til. Det hverken kan eller vil vi bruge resurser på. Men ved at se, om den enkelte mest bruger mobilen til samtaler eller til at opdatere mail og kalender, kan vi vælge den løsning, der giver de laveste priser, forklarer Per Bo Christensen.

Samtidig bliver de ansatte opfordret til selv at være opmærksomme på hvordan de anvender telefonen.

En fleksibel arbejdsplads
Når fastnettelefonen bliver skiftet ud med en mobiltelefon, giver det samtidig mange ansatte mulighed for en højere grad af fleksibilitet i planlægningen af deres arbejde, ligesom det kan øge tilgængeligheden. Øget mulighed for at nogle medarbejdere af og til kan arbejde hjemmefra, hører også med til sidegevinsterne.

Den økonomiske fordel er indtil videre løbet op i knap en halv million kroner, og i tiden fremover er der udsigt til yderligere besparelser. Besparelser som kommer den enkelte institution og afdeling til gode og dermed kan omsættes i bedre service til borgerne.

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt