Kommunal succes med selvbetjening

110 af 405 borgere i Ringkøbing-Skjern, der søgte underholdsbidrag, brugte i januar selvbetjeningsløsningen på kommunens hjemmeside
KORT NYT18. FEB 2010 7.49

RINGKØBING-SKJERN: Mere end en fjerdedel af alle, der søgte underholdsbidrag i Ringkøbing-Skjern kommune, gjorde det i januar måned via kommunens hjemmeside. En stor succes og et eksempel til efterfølgelse, siger Carsten Mauritzen, der er leder af Borgerservice i Tarm, fortæller CEDI, Center for Digital Forvaltning.

- Mange borgere har fortalt, at de var frustrerede over at skulle aflevere en blanket hos os måned efter måned, når de på forhånd vidste, at det var det samme, de skulle indberette til os, siger Carsten Mauritzen. Derfor investerede kommunen i løsningen, så det i lidt over et år har været muligt at søge om underholdsbidrag fra kommunens hjemmeside.

- Det er en fordel for både borgerne og os, når vores selvbetjeningsløsninger bliver brugt. Det er hurtigere for borgerne, der kan klare det hele fra skrivebordet derhjemme. Og vi får bedre tid til at tage os af de borgere, der har brug for at få personlig betjening, siger Carsten Mauritzen.

Målet er, at 40 procent af alle, der skal søge underholdsbidrag, gør det online på www.rksk.dk/underholdsbidrag. I januar 2010 brugte 110 borgere selvbetjeningsløsningen. Kommunen fik i alt 405 ansøgninger om underholdsbidrag.

mou

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt