Sygefravær blandt sundhedsplejersker på retur

Alene i Region Nordjylland er sygefraværet faldet med 28 procent. DSR roser kommunerne for forbedret sundhedsledelse
3. FEB 2010 14.13

NORDJYLLAND: I Region Nordjylland har de oplevet det klart største fald i sygefraværet blandt samtlige regioner. Her er sundhedsplejerskers sygefravær gået fra 10,8 sygedage til 7,7 sygedage. Et fald på hele 28 procent. Det skriver Dansk Sygeplejeråds (DSR) nyhedsbrev 'Synergi' i dag onsdag.

Formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker Susanne Hede mener, at en af årsagerne til det faldende sygefravær skal findes ved, at der er kommet bedre sundhedsfaglig ledelse i landets kommuner.

- I Frederikshavn Kommune har de fx fået sundhedsfaglig ledelse. Det betyder, at de for første gang har fået en leder, som er sundhedsplejerske. Og det har tydeliggjort, hvad der er for nogle opgaver, de skal løse. Og det giver meget større arbejdstilfredshed, og det påvirker formentlig sygefraværet meget, siger Susanne Hede.

Også næstformanden i DSR Dorte Steenberg glæder sig over faldet i sygefravær blandt sundhedsplejersker. Hun understreger vigtigheden af en god sundhedsfaglig ledelse.

- Sundhedsfaglig ledelse er utrolig vigtig, hvis man vil styrke arbejdsmiljøet på arbejdspladserne og samtidig holde et højt niveau overfor borgerne," lyder det fra Dorte Steenberg.

Sygefraværet blandt sundhedsplejersker i de resterende regioner fordeler sig således, at Region Midtjylland har oplevet et fald på 22 procent. Region Sjælland har et fald på 1 procent. Region Hovedstaden har en stigning på 2 procent. Og Region Syddanmark har hverken oplevet et fald eller en stigning, og er på nul procent.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt