dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
"KL og regeringen hænger sammen som ærtehalm", lyder det fra Dansk Folkeparti.
KL

31 DF-politikere: KL er blevet en indspist organisation af embedsmænd

I et åbent brev til KL's bestyrelse og formandskab kalder de kommunale DF'ere det "et kæmpestort demokratisk problem, at KL og regeringspartierne er fedtet ind i hinanden".
31. AUG 2023 8.00

"KL og regeringen hænger sammen som ærtehalm" lyder det fra 31 kommunalpolitikere fra Dansk Folkeparti, som i et åbent brev til KL's bestyrelse og formandskab mener, at kommunernes organisation i stigende omfang har forvandlet sig til "en indspist organisation af embedsmænd".

DF'erne er bekymrede for, om KL i tilstrækkelig grad varetager kommunernes interesser, når det gælder de årlige økonomiforhandlinger, og efterlyser, at KL deltager i debatten om niveauet for "ublu fratrædelsesgodtgørelser" til chefer og direktører.

Dertil kalder de KL en "mastodont med hundredvis af ansatte og lønninger til formænd og chefer, der står i skærende kontrast til den hverdag med økonomisk smalhals som møder KLs medlemmer – kommunerne".

De 31 - som lige nu svarer til netop halvdelen af de 62 kommunalpolitikere, der repræsenterer DF - skriver afslutningsvis, at KL ikke skal være "en organisation, der kommer med den store spade og slår forslag ned fra kommunerne, men hjælper til at kvalificere forslagene. KL skal ikke længere både være sparringspartner for kommunerne og arbejdsgiver for embedsværket. KL skal være det første. Det kræver et nyt KL."

I det åbne brev nævner DF'erne et eksempel på at få noget "slået ned", nemlig partiets forslag om at fastholde Store Bededag lokalt, som blev stillet i flere kommunalbestyrelser: "Her blev KL brugt som politisk værktøj til at jorde forslagene rundt omkring i kommunerne. KL og regeringen hænger sammen som ærtehalm – og man kan stille et stort spørgsmålstegn ved, om KL i øjeblikket varetager kommunernes interesser eller reelt varetager Socialdemokratiets og Venstres?"

Det hører med til historien, at DF i denne byrådsperiode ikke blev repræsenteret i KL's bestyrelse - efter ved KV21 at gå til 90 valgte fra de 223 ved KV17.

DK Nyt efterspørger svar fra KL på kritikpunkterne.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/31-df-politikere-kl-er-blevet-en-indspist-organisation-af-embedsmaend

GDPR