Den nordiske storbank Nordea forbyder samtlige 31.000 ansatte at købe bitcoins og andre kryptovalutaer, skriver flere medier.
- Det er så ureguleret et marked, og vi er bange for, at medarbejderne uden at vide det havner i en situation, som er uetisk eller direkte kriminel, siger fungerende pressechef Stine Green Paulsen fra Nordea til finans.dk.
Reglerne blev annonceret for bankens ansatte mandag. De træder i kraft 28. februar. Ansatte, der allerede har købt kryptovalutaer, tvinges dog ikke til at sælge, oplyser pressechefen til finans.dk.
- Vi tvinger ikke ansatte, der allerede ejer kryptovalutaer, til at sælge det, de ejer i dag. For så påfører vi dem et muligt tab. Men vi anbefaler, at de ikke ejer dem, siger Stine Green Paulsen.
Allerede i fredags meddelte Nordea ifølge det norske medie e24.no, at nogle tusinde ansatte i en afdeling for storkunder var blevet underlagt et forbud mod kryptovalutaer.
Nordeas koncernchef Casper von Koskull har offentligt været meget kritisk overfor bitcoin og kryptovalutaer. I december 2017 sagde han således til nyhedsbureauet Bloomberg, at historien viser, at nye valutaer kommer og går.
Han sammenlignede bitcoin med tulipanboblen i 1630'erne i Holland, hvor priserne på tulipanløg pludselig steg voldsomt for til sidst at falde sammen og skabe økonomisk krise i Holland.
- Hvis du tillader det at leve uden nogen kontrol, så - givet alle de milliarder, vi bruger på finansiel regulering i det finansielle system - mener jeg faktisk, at det er en joke, at sådan noget som bitcoin findes, sagde han ifølge Børsen.
Kryptovalutaer som bitcoin er steget markant i værdi gennem 2017, men har dog her i begyndelsen af 2018 oplevet betydelige dyk.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.